Flere boliger til seniorer

Af Flemming Jørgensen, socialdemokratisk medlem af Kommunalbestyrelsen

Der er brug for flere ældreegnede boliger i Albertslund. Der bliver flere og flere ældre, og dermed stiger behovet for boliger, der velegnede til ældre. Derfor er vi i gang med at skabe muligheder for nye ældreegnede boliger.

Seniorer har forskellige ønsker, behov og pengepung. Derfor skal der være forskellige typer af boliger, både når det gælder størrelse, placering, boligudgift og ejerformer.

Nogle af de nye seniorboliger skal være almene seniorbofællesskaber. Andre skal være ældreegnede ejerboliger.

Fra mange samtaler med ældre borgere ved jeg, at det ikke kun er borgere i almene boliger, der er interesseret i almene seniorbofællesskaber. Det gælder også mange borgere, der i dag bor i en ejerbolig. Fællesskabet trækker, og for nogle villaejere er det også et spørgsmål om økonomi.

Andre borgere foretrækker at eje deres seniorbolig, og vil også have råd til det. Det skal der naturligvis også være mulighed for.

Konkret har kommunen indledt et samarbejde med KAB om at etablere to almene seniorbofællesskaber med hver 25 boliger i Roholmparken. Derudover bliver der plads til en hel del ældreegnede ejerboliger i samme område. Planlægningen er i gang, og hvis det står til os, der vil i løbet af næste år blive vedtaget en lokalplan, der muliggør byggeriet af såvel bofællesskaber som ejerboliger.

Der vil også komme seniorboliger flere andre steder i kommunen. Nogle vil være almene seniorboliger, og andre vil være ældreegnede ejerboliger.

For at imødekomme behovet for seniorboliger beder vi nu forvaltningen om at få forslag til konkret lokalisering af seniorboliger. Der gælder både ejerseniorboliger, almene seniorboliger og seniorbofællesskaber. Udgangspunktet er lokalisering i alle dele af byen. Vi ønsker også, at forvaltningen bliver aktivt opsøgende i forhold til boligorganisationer og investorer med henblik på at sikre, at der bygges seniorboliger.

Det kan være svært for interesserede seniorer at overskue processen med at etablere en seniorbolig. Hvad med finansiering, planlægning og grundkøb, og hvordan finder man sammen med ligesindede? Det vil vi gerne hjælpe til med, og vi afsætter derfor penge på næste års budget til, at kommunen kan bidrage med viden og understøtte borgerprocesser.


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< dec 2018 >>
MTOTFLS
26 27 28 29 30 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
31 1 2 3 4 5 6