Det var en meget flot reception og politisk cafe, der blev holdt i Taastrup Medborgerhus onsdag den 5.november kl.19-21. Mere end hundrede medlemmer og venner af Socialdemokratiet i Taastrup-kredsen mødte op og mange gav et bidrag til den kommende valgkamp- enten i penge eller tilsagn om arbejdsindsats.
Kære alle sammen
Tusind tak, fordi I kom til denne reception.
Mange af os har kæmpet sammen hele vejen gennem de 25 år her i kredsen. Mange kender jeg fra andre mødesteder og kamppladser.
Enkelte har jeg vandret med i alle 50 år, siden vi sammen var aktivister i den socialdemokratiske studenterorganisation Frit Forum i 1960’erne.
Det var september 1964 jeg meldte mig ind i Socialdemokratiet.
Jeg meldte mig til kampen for at fastholde og udvikle et af de mest lige, trygge og retfærdige samfund, der er skabt i menneskehedens historie.
Der er en kamp, der altid skal føres til forsvar for de svage og udsatte og i angreb på de velbjærgedes påstand om, at samfundets hjul kun snurrer rigtigt rundt, hvis de får endnu mere.
I tre-fire årtier var jeg med at skrive vore princip- og arbejdsprogrammer.
Som folketingsmedlem og minister var jeg med helt i front, når det gjaldt om at få mest muligt at vores politik ført ud i livet. I første omgang som Ankers skatteminister for 33 år siden.
Jeg stod for formuleringen af ’Gang i 90’erne’, der blev håndbog for mig som finansminister i en ny socialdemokratisk ledet regering, hvor vi fik 200.000 flere i arbejde i Danmark, banede vej for bedre velfærd og fik orden i finanserne.
Siden jeg i 2000 kortvarigt fik den fantastiske opgave med at være udenrigsminister har jeg haft lejlighed til på rigtigt mange måder at beskæftige med det internationale, der har været en kæmpe interesse siden de helt unge år.
Et par år var jeg Socialdemokratiets formand. Men da vi endnu en gang tabte til Anders Fogh valgte jeg at trække mig baglæns. Det er kun en ringe trøst, at valget, der fik mig til at gå, er det bedste landspolitiske valg de seneste ti år.
De seneste tre år har jeg fået lov at virke som formand for Folketinget. Det er en stor ære og anerkendelse fra kollegerne, og en post, hvor man har en kær forpligtelse til at styrke vort folkestyre og samarbejdet med andre parlamenter og lande.
Jeg har al mulig grund til at takke for alt det, mit parti har valgt mig til at udrette indtil nu – en perlerække af ansvarsfulde opgaver og vigtige udfordringer.
Men jeg var nok mere optimistisk om partiet, landet og verden, da jeg blev aktiv for 50 år siden.
Dengang så der kun ud til at være én vej. Fremad: Den 22.september 1964 var der folketingsvalg, hvor 42 pct. stemte socialdemokratisk.
Det blev ikke den lige linje fremad, som jeg håbede i de unge år.
Det har været en lang og kringlet kamp, med mange sejre, mange kompromiser og en del nederlag.
Overalt i Europa er de socialdemokratiske partier trængte af nye udfordringer, som vi skal finde bedre svar på. Vi er presset af konkurrencen fra nye partier, der peger på genveje, som vi ved ikke findes, og som foreslår usympatiske løsninger, vi må bekæmpe. Vi står på ny med en vældig opgave med at fortælle, at solidaritet og stærkt fællesskab ikke er blevet umoderne, men mere påtrængende nødvendigt både i vort eget land og i hele det internationale samfund.
Det er en hård dyst. Men uanset hvor mørkt det kan se ud, skal den føres til sejr.
Tanken om hvad det er for et hold og hvad det er for en politik, der venter os med borgerligt styre, er simpelt hen for skræmmende.
Jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at forhindre det. Og forhindre, at Pia Kjærsgaard skal overtage formandsposten i Folketinget!
Derfor tager jeg en tur til – sammen med jer – også i det kommende folketingsvalg.
Lars Løkke skal ikke have lov at blive statsminister en gang til. Vi kender ham. Vi kender hans karakter og hans holdninger. Vi husker at det var ham, der gav han enorme skattelettelser til de mest velhavende – og – desværre med radikal bistand – gennemførte brutale forringelser i dagpengereglerne og gjorde det sværere på ordentlige vilkår at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, når man er ufaglært, nedslidt, har mistet sit gamle arbejde og er uden ny jobmuligheder.
Vi ved, at de borgerlige vil bekæmpe fagforeningerne, men at de ikke effektivt vil bekæmpe social dumpning.
Men der er brug for en regering, der i samarbejde med stærk fagforeninger kan bekæmpe, at overenskomster undergraves, at bunden går ud af vores lønsystem og at utålelige arbejdsvilkår breder sig.
Vi ved, at Løkke ved den såkaldte nulvækst vil skære i den skattebetalte velfærd, som hver enkelt dansker kan få, for at give flere skattelettelser. Men kun til dem, der har et arbejde. Det er ikke noget til pensionisterne, efterlønnerne, de handicappede, eller modtagere af dagpenge og kontanthjælp. Løkke vil fastholde sine dagpengeforringelser, så stadigt flere må nøjes med kontanthjælp eller ingenting. Og han kræver et lavere loft over kontanthjælpen og en yderligere udhulning af dagpengenes dækningsgrad: For det er jo udhuling af dækningen ved arbejdsløshed, sygdom og barsel, hvis man kun vil give skattelettelserne til de beskæftigede.
Men den meget dystre side af det borgerlige krav om nye skattelettelser er at pengene dybest set kun kan hentes på to måder: Enten skære hårdt i dén service, som især kommuner og regioner leverer til borgerne, og som også giver arbejde til mange mennesker. Eller ved at indføre asocial brugerbetaling på centrale områder, hvor vi hidtil alle har betalt over skatten i forhold til hvad vi tjener eller forbruger.
Linjen er klar hos borgerligheden: De mener, at der er for lidt forskel på folk. Mennesker med behov for det stærke fællesskab skal betale. De, der sagtens kan klare sig selv, skal mere gives. For som de siger: Det skal bedre kunne betale sig at arbejde! De insinuerer, at der er alt for mange, der gemmer sig på overførselsindkomst. Men det er jo ikke sandt. Der er flere danskere mellem 18 og 65 år – både mænd og kvinder – faktisk i arbejde og på uddannelse end i stort set andre lande. Selv de få, der lige i deres aktuelle livssituation kun har et lille overskud ved at være i arbejde, er næsten alle i arbejde
Derfor skal det borgerlige snak tilbagevises som et gennemskueligt påskud til at skabe øget ulighed.
Derfor skal vi med høj røst fortælle, at deres appel om den utøjlede konkurrence og den uhæmmede grådighed menneskeligt set er en blindgyde.
Det gode – og effektive – samfund skabes ikke kun af økonomiske incitamenter.
De allerfleste mennesker gør det rigtige, uden at få en kontant belønning eller straf.
Vi socialdemokrater tror på større lighed i livsvilkår og muligheder – et samfund med ret høje skatter, god offentlig service og tryghed for mennesker, der rammes af sygdom og arbejdsløshed.
Vi vil gå op imod de nye uligheder og bekæmpe tendenserne ril større afstand mellem rige og fattige.
Vi tror ikke på en økonomisk teori, hvor alle skattelettelser er samfundsgavnlige og alle offentlige udgifter er en belastning. Hvis vi havde troet på det, så ville vi ikke have gennem de seneste mere end hundrede år opbygget dette velfærdssamfund. Et velfærdssamfund som i internationale målinger fremhæves ikke bare for at have skabt verdens lykkeligste folk, men også en af verdens mest konkurrencekraftige samfund.
Det samfund, vi har bygget – og som vi vil fastholde og udvikle – hviler på en social kontrakt om pligter og rettigheder.
Du skal selv yde, hvad du kan.
Men du skal ikke drives i armod og væk fra hus og hjem, fordi du ikke kan få lov til at bruge dine talenter.
Vi tror ikke, at lykke er et voksende privatforbrug, der finansieres af skattelettelser.
Vi mener tværtimod, at det er forpligtelse over for kommende generationer at insistere på, at vores forbrug og produktion bliver langt mere bæredygtig.
Vi vil være garanten for vækst i livskvalitet og bæredygtighed, ikke i stadigt voksende indhug i jordens uerstattelige ressourcer og stadigt mere uoprettelige klimaforandringer, der vil drive hundredvis af millioner mennesker på vandring og skabe nye konflikter oven i alle dem, verden allerede kæmper med.
Vi vil levere mere skattebetalt uddannelse, sundhed, børnepasning og ældreomsorg.
Vi ved, at de fleste danskere er enige med os i, at velfærden skal prioriteres frem for nye skattelettelser.
Derfor skal vi socialdemokrater også med høj og klar røst sige til vore partnere i EU, at historien giver meget få eksempler på, at man blot ved at skære og spare kan fjerne underskuddene på de offentlige budgetter.
Derimod er der alt for mange eksempler på, at en sådan politik giver vind i sejlene til farlige og ekstreme politiske bevægelser.
Den rigtige orden i statens finanser kommer kun, når folk kommer i arbejde og derfor skal have mindre og kan yde mere til fællesskabet.
Men den rigtige orden i statens og EU’s finanser kan bringes et stort stykke på vej, hvis vi kan enes om at bekæmpe virksomhedernes og de rigeste medborgeres flugt til skattely, som betyder, at langt fra alt hvad de tjener på os også beskattes hos os. En global indsats mod skatteflugt og skattely vil også bidrage mere til udviklingslandenes økonomi end al verdens udviklingsbistand.
Vi kunne også forbedre finanserne her i Europa ved at beskatte de spekulative finansielle transaktioner, der i bedste fald er unyttige og i værste fald skadelige for stabiliteten i den globale økonomi.
Men der er brug for en meget mere omfattende europæisk og international regulering for at forhindre, at uhæmmet grådighed i det finansielle system igen kan fremkalde finanskriser og massearbejdsløshed. Globaliseringen – forstået som uhæmmet markedsgørelse til fordel for multinationale selskaber – har vist sin svaghed ved afmagten over finanskrisen
Danmark skal kendes i verden på udsyn, storsind og frisind. Vi skal med høj profil kæmpe imod, at det alene er markedskræfter og magtinteresser, der behersker verdensscenen og fastlåser rystende uligheder og blodige konflikter. Vi skal hjælpe akut, når humanitære katastrofer driver millioner på flugt. Men vi skal med alle vore udenrigspolitiske handlinger bidrage til at afslutte konflikterne og sikre mennesker, der blev fordrevet vejen tilbage til at genopbygge deres lande. Det er den sande aktivistiske udenrigspolitik, der kan forebygge nye krige.
Vi kan ikke få en verden til at hænge sammen, hvor de ti rigeste mænd tjener mere end de 4o fattigste nationer tilsammen. Man kan ikke få det samfund til at være socialt og demokratisk stabilt, hvis den rigeste én procent – som i USA – hamstrer hele fremgangen i rigdom gennem 35 år. Så risikerer man for alvor kun at få den bedste regering, der kan købes for penge. Man risikerer et demokrati, der bliver købt af det rige mindretal og ikke varetager interesserne for de mange.
En bedre fremtid for socialdemokratiske håb og idealer forudsætter både i enkelte nationer og på verdensscenen en anden balance mellem stat og kapital, mellem samfund og marked.
Kære venner
Jeg går til kampen med de samme idealer, samme engagement og samme håb som for 50 år siden:
Vi skal levere klare resultater i hverdagen for menneskene i kommuner som Høje-Taastrup og Albertslund på hele Vestegnen og i andre kvarterer og landsdele, der rammes særligt hårdt af arbejdsløsheden og den voksende ulighed og som plages af integrationsproblemer, kriminalitet og mangelfuld indsats mod social dumpning.
Men vi skal også fastholde den klare sammenhæng mellem idé og hverdag og mellem det, vi løser lokalt, nationalt og internationalt.
Vi skal ud at fortælle om vore resultater, men også om vore holdninger, håb og drømme
Mange flere mennesker skal igen kunne se, hvad vi socialdemokrater står for.
*****
Der er her i aften salg af samtalebogen ’Den Skandinaviske Drøm.’
Jeg har krævet at forlaget satte prisen ned til 250 kr. Derfor er der seks af dem, der allerede har købt, der skal have penge tilbage
