Nyhedsbrev fra Mogens Lykketoft – 28. december 2014

Mogens_Lykketoft_liBruger folketingsmedlemmerne deres tid forkert?
En stor gruppe MF’ere af alle partifarver, der ikke genopstiller ved næste valg, har i Politiken fredag talt ud om deres frustrationer over at Folketingets medlemmer og partier mere bruger tiden på drilleri og positionering i pressen mere end på at arbejde seriøst med lovforslagene.  Jeg er ikke uenig. De fleste MF’ere er bedre end deres rygte og er gode repræsentanter for de mennesker, ideer og interesser, der har båret dem ind i Folketinget. Men vi kan alle sammen gøre meget mere for at forbedre rygtet i stedet for at ligge i konstant konkurrence med medierne om at være de mindst tillidsvækkende erhvervsgrupper i Kongeriget!

Når det er sagt, så  synes jeg godt at flere danskere kunne kvittere for, at vi har et politisk system, hvor korruption – som hærger blandt magthavere i det meste af verden – er totalt bandlyst, og hvor vi trods drillerier og polemik faktisk formår at samarbejde.

Samarbejdende folkestyre I Sverige
Der bliver alligevel ikke valg i Sverige om tre måneder. Aftalen mellem statsminister Løfvéns regering og de fire borgerlige oppositionspartier ser ud til at blive indledningen til et samliv den nuværende og tidligere regerings partier skal bøje sig mod hinanden i en fortsat enighed om ikke at give efter for Sverigesdemokraternes krav om skærpelse af indvandringsreglerne.

Det er ikke i første omgang lykkedes Løfvén at splitte de fire borgerlige partier og få dét samarbejde med de to midterpartier – Folkepartiet og Center – som han nok havde håbet på. Men han synes at få væsentlige dele af sine ønsker til finansloven tilgodeset. Alle aftalepartierne har haft en interesse i et undgå et hurtigt nyvalg, der ikke kunne løse den politiske hårdknude, men alene give Sverigesdemokraterne flere stemmer.

Udsoning mellem USA og Cuba
Præsidenterne Obama og Raul Castro har overraskende besluttet at genoprette diplomatiske forbindelser og udvide det økonomiske samkvem mellem USA og Cuba. Det har der været grund til at gøre i snart mange årtier. Men de gamle hardlinere i det cubansk-amerikanske eksilsamfund  og deres magtfulde venner i Kongressen har indtil nu skræmt skiftende amerikanske præsidenter fra at tage skridtet. Det er modigt og fremsynet af Obama, at han nu har gjort det.

Den amerikanske blokade af Cuba har aldrig tjent sit formål – at svække Castro-brødrenes greb om magten. Blokaden har fastlåst det cubanske samfund i fattigdom og været en selvstændig forhindring for både økonomisk og politisk liberalisering. Og faktisk har alle verdens andre lande bortset fra Israel år efter år i FN fordømt den amerikanske handelsblokade i FN. Derfor hilses åbningen over for Cuba velkommen fra alle verdenshjørner og forbedrer særligt USA’s forhold til resten af Latinamerika.

God nytårsaften til alle.

På gensyn i 2015.

Se nyheder fra mig på facebook og på  twitter og www.lykketoft.dk


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< dec 2018 >>
MTOTFLS
26 27 28 29 30 1 2
3 4 5 6 7 8 9
10 11 12 13 14 15 16
17 18 19 20 21 22 23
24 25 26 27 28 29 30
31 1 2 3 4 5 6