Nyhedsbrev fra Mogens Lykketoft – 7. december 2014

Mogens_Lykketoft_liKorrekt information af Folketinget?

Mette Frederiksen har fået et enormt utaknemmeligt job med at rydde op i sagerne i Justitsministeriet. Senest har hun resolut sat en ny undersøgelse i gang af mistanken om embedsmænds manipulation med virkeligheden i rapport om menneskerettigheds-situationen i Eritrea – en sag som også Ombudsmanden vil se på.

Det bliver forhåbentlig en del af en større oprydning, så vi i fremtiden ikke skal opleve historier om embedsmænd, der twister virkeligheden og om ministre, der ikke giver Folketinget det rette indblik i de oplysninger, de får fra deres embedsmænd.

Journalisten Jesper Tynell har i sin bog ’Mørkelygten’ sat fokus på disse alvorlige problemer for folkestyret med sager, der næsten alle er tilbage fra den borgerlige regerings tid.

Blandt eksemplerne er det meget tvivlsomme notat, Anders Fogh bestilte for at underbygge at hans deltagelse i Irak-invasionen i 2003 var i orden efter folkeretten. Der er de forkerte oplysninger om EU-retten, den daværende regering gav, da man ville imødekomme Dansk Folkepartis krav om optjeningskrav for børnefamilieydelsen til arbejdstagere fra andre EU-lande. Og der er Claus Hjorts massive manipulation med statistikken for at begrunde Venstres ønske overførsel af jobformidlingen til de kommunale jobcentre,

Som formand for Folketinget har jeg sat et arbejde i gang, der skal forbedre Folketingets muligheder for i fremtiden at få både korrekte og fuldstændige oplysninger fra regering og embedsværk.

Sverige i ny valgkamp

Alt i svensk politik er oppe i luften efter statsminister Løfvens beslutning om at udskrive nyvalg til 22.marts – kun et halvt år efter seneste rigsdagsvalg i Sverige.

Baggrunden er, at den rød-grønne regerings finanslov blev nedstemt af de fire borgerlige partier, der havde regeringen indtil for godt to måneder siden, med støtte fra de indvandringskritiske Sverigesdemokraterne.

Løfven kunne i de forudgående forhandlinger ikke bryde op i den borgerlige front og lave et bredere forlig om finansloven. Han kunne have overladt til de fire at danne en borgerlig mindretalsregering igen i stedte for den nuværende mindretalsregering af Socialdemokratiet og Miljøpartiet. Men han valgte derfor at udskrive valg, da han blev afskåret fra at gennemføre sine egne markante forslag om sociale og miljømæssige forbedringer.

Det er helt umuligt at vurdere om venstrefløjen i Sverige kan samle øget styrke på så hurtigt at holde valg på deres mærkesager – eller om Sverigesdemokraterne vil gå yderligere frem ved at gøre den lange nye svenske valgkamp til et frontalt opgør med alle de gamle partier om den meget liberale svenske indvandrings- og flygtningepolitik.

Se nyheder fra mig på facebook og på  twitter og www.lykketoft.dk

Mange hilsner
Mogens


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< okt 2018 >>
MTOTFLS
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4