Nyhedsbrev fra Mogens Lykketoft – 8. juni 2017

Måske så I torsdag filmen på DR2 om ’Lykketoft og de lejlighedsvis Forenede Nationer’, der giver et portræt af mit formandskab i FN. Filmen kan genfindes her.

Folketinget går ind i sin mødefri periode, men den hjemlige politiske situation er uhyre labil. Heldigvis kan Lars Løkke ikke få væsentlige dele af sin politik igennem.

Det er lykkedes Socialdemokratiet at få DF med at bremse regeringens planer om ny topskattelettelser, finansieret ved flere sociale forringelser – og slå Løkkes ønske om endnu højere folkepensionsalder ihjel. Jeg skrev forleden i Politiken følgende kommentar om de tilbagevendende borgerlige anslag på dette område:

Vi fik stoppet endnu et løftebrud over de mest udsatte ældre
Kommentar af Mogens Lykketoft (MF for S, fhv. finansminister)

Lederen i Politiken 23. maj skældte Socialdemokratiet ud for økonomisk uansvarlighed, fordi vi sammen med Dansk Folkeparti har forhindret regeringen i yderligere at forhøje folkepensionsalderen.
Lederskribenten synes at lide af samme vrangforestillinger som regeringen – at der er store samfundsøkonomiske gevinster og derfor bidrag til nye skattelettelser for de velhavende ved at hæve en pensionsalder, der allerede er på vej til at blive den højeste i Europa. Til skade for nogle af de mest udsatte ældre.

En stor del af befolkningen, der har godt helbred, spændende job og udsigt til at leve mange år længere end deres forældre, udskyder uanset den lovfæstede folkepensionsalder deres tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet: Fordi de har kræfter og lyst til at fortsætte og fordi de ønsker at sikre sig en god arbejdsmarkedspension, når de endelig går på pension. Derfor overvurderer alle Finansministeriets regnestykker om de seneste 15 års reformer og reformforslag de samfundsøkonomiske gevinster ved at ændre lovgivningen om pensionsalder.

Men der er en anden del af befolkningen – mennesker, der slidte efter mange års hårdt fysisk arbejde, og med udsigt til at leve væsentligt kortere end os andre. De er ofte ufaglærte og lever i udkant-områder, hvor der også er meget begrænsede jobmuligheder for dem, når de er over 60 år. Det var dem, vi med efterlønnen i sin tid ønskede at give adgang til tidligere tilbagetrækning. Det var dem, vi søgte at skærme med at bevare en adgang til fem års efterløn, da vi gjorde efterlønnen mindre attraktiv for andre.

Socialdemokratiet var i 2006 en del af en velfærdsaftale, hvor vi i lyset af den kraftigt øgede levealder accepterede, at den lovmæssige tilbagetrækningsalder om nogle år reguleres gradvis opad i takt med gennemsnitlig levealder.

Jeg var dengang en del af den socialdemokratiske forhandlingsdelegation. Det var vores klare forudsætning for at medvirke til denne aftale at retten til fem års efterløn blev bevaret, og at den meget brede politiske aftalen mellem V, K, R, S og DF satte endeligt punktum for yderligere borgerlige angreb på efterlønnen.

Derfor var det et trist løftebrud, når Lars Løkke Rasmussen i 2011 genåbnede kampagnen mod efterlønnen og sammen med Radikale og Dansk Folkeparti aftalte en reel ødelæggelse af denne ordning. Socialdemokratiet var inderligt imod. Men Thorning-regeringen blev af de Radikale tvunget til at gennemføre denne borgerlige aftale.

Konsekvensen er, at mange af ældre ufaglærte, der ikke kan finde job – og på grund af de samme borgerlige partiers dagpengeforringelse har mistet retten til understøttelse – nu må hutle sig igennem på lav kontakthjælp eller ægtefælleforsørgelse indtil en folkepension, der kommer stadig senere i livet. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt i det danske velfærdssamfund. Vi burde overveje, hvordan vi kan reparere dette velfærdstab.

Men yderligere forhøjelse af folkepensionsalderen ville trække stik modsat – uden at bidrage nær så meget til at fylde penge i statskassen som Finansministeriet og deres rygklappere hos de Radikale og i Politikens redaktion forestiller sig. Derfor er det godt, at i det mindste DF omsider har opgivet at følge V, K og R længere i bruddet med de forudsætninger, vi var enige om i 2006.

Den internationale situation er domineret af den skræmmende udvikling hos verdens supermagt med Trumps præsidentskab og serien af skadelige beslutninger for det internationale samarbejde.
Senest den katastrofalt forkerte beslutning om at melde USA ud af klimaaftalen. Vi håber at resten af verden kan stå sammen med de mange klimaaktivister i storbyerne, delstaterne og erhvervslivet også i USA og undgå de mest alvorlige konsekvenser.

Trumps rejse til Mellemøsten og Europa i maj gav ikke anledning til den mindste optimisme. Han fastholdt sin modstand mod frihandel og undlod at begrænse NATO-solidariteten. Og anklagerne om hans samspil med Rusland om at påvirke og manipulere det amerikanske præsidentvalg og dække over undersøgelserne heraf hober sig op.

Det bedste der er sket for nylig er det franske præsidentvalg, og vi afventer med spænding udfaldet af det britiske præsidentvalg.

Imens hærges Mellemøsten og stor dele af Afrika af fortsat krig og vældige humanitære katastrofer, I denne sammenhæng fortoner problemerne for palæstinensernes sig i baggrunden. Men jeg synes det var nødvendigt at minde om realiteterne om 50 års besættelse i en kommentar i Berlingske i søndags:

Kommentar af Mogens Lykketoft, MF, fhv. udenrigsminister og 2015-2016 formand for FN’s Generalforsamling

FN bestemte i 1947 at jøderne skulle have et hjemland i Palæstina, og at landet skulle deles i en jødisk og arabisk stat med Jerusalem som neutral zone.
Historien tog en anden drejning med krigen i 1948-49, som for jøderne var frihedskrig og for palæstinenserne katastrofe.

I disse dage er der gået 50 år siden 6-dageskrigen i 1967, hvor Israel fik herredømme over hele det historiske Palæstina. Det markeres i skyggen voldsomme krige og forfærdende humanitære katastrofer i Syrien, Irak, og Yemen.

Trump har lige omfavnet de enevældige arabiske herskere og Israels ultranationalistiske leder som de gode, og stemplet iranerne som de onde. Det er en ekstrem forenkling, der ikke tænder håb om afbalanceret amerikansk politik for regionen – og heller ikke nærer håbet om en løsning i Palæstina.

Et massivt flertal i FN støtter oprettelsen af en palæstinensisk stat på Vestbredden og i Gazastriben med Jerusalem som begge staters delte hovedstad, og med internationale garantier for både Palæstinas og Israels sikkerhed.

Dette blev symbolsk markeret, da jeg som formand for Generalforsamlingen var med til for første gang at hejse Palæstinas flag ved FN’s hovedkvarter.

Under mit formandskab holdt FN også et stormøde mod antisemitisme: Jeg understregede i min tale kraftigt, at de ufattelige rædsler under Holocaust efterlader os alle med en indlysende forpligtelse til at bekæmpe enhver form had mod mennesker med en bestemt etnicitet eller religion. Men jeg sagde også, at det ikke er antisemitisk at kræve afslutning på besættelsen og undertrykkelsen af det palæstinensiske folk eller kræve stop for ulovlige bosættelser på besat jord. Dét krav er – lige som vort fælles utrættelige krav om at bekæmpe enhver form for had imod jøder – helt i tråd med, hvad FN igen og igen har givet udtryk for.

Men intet fremskridt er sket. Den israelske bosættelsespolitik på den Vestbredden opsplitter næsten dagligt yderligere dét lille område, der skulle være en kommende palæstinensisk stat. Besættelsen fortsætter med dyb diskrimination og få muligheder for økonomisk udvikling for Palæstinas folk. Det oplevede jeg voldsomt, da jeg var på besøg som formand for Folketinget.

Gaza er en belejret enklave, en ruinby uden mulighed for at forsørge sig selv og udvikle et erhvervsliv; menneskene og husene er efterladt sønderbombede efter gentagne ulige krige i de seneste år, hvor raketter affyret fra Gaza har udløst mangefold gengældelse fra Israel.

De 1,8 millioner indbyggere lever et elendigt liv i dette verdens største åbne fængsel.
FN’s flygtningeorganisation UNWRA har siden 1949 under utroligt vanskelige arbejdsbetingelser været livsgrundlaget for en stor del af det palæstinensiske folk både i Gaza, på Vestbredden og i lejre i nabolandene. UNWRA tager sig nu af 5,5 millioner flygtninge eller efterkommere af flygtninge. Mange hundredetusinde måtte flygte eller blev fordrevet allerede i krigen 1948-49. Det er et uhyre tragisk eksempel på en flygtningekatastrofe uden ende.

Palæstinensernes ulykke er også den dybe indbyrdes splittelse mellem den magtesløse skyggeregering i Ramallah under ledelse af den 82-årige Mahmoud Abbas, og den islamiske bevægelse Hamas, der hersker over ruinerne i Gaza.

Konflikten løses i hvert fald ikke, medmindre USA lægger pres på den stærke part – Israel. Obama forsøgte, men havde ikke opbakning fra Kongressen til at lægge det fornødne pres. Tværtimod hyldede det Republikanske flertal Netanyahu på Obamas bekostning. Obamas reaktion var – lige før sin afgang – at acceptere, at FN’s Sikkerhedsråd krævede stop for den fremadskridende israelske kolonisering af Vestbredden.

Men intet tyder på at Trump og hans kongresflertal vil ændre kurs og lægge pres på Israel. Palæstinenserne vil derfor fortsat være prisgivet. Israels regering har ingen reel vilje til at opgive besættelsen og bane vej for en to-statsløsning. Derfor fortsætter undertrykkelsen, ydmygelsen og koloniseringen af de palæstinensiske områder. Samtidig søger Netanyahus regering at indskrænke udenlandsk støtte til og arbejds- og ytringsmuligheder for dét civilsamfund, der kæmper for fred og menneskerettigheder. Der er brug for det modsatte!

Et spinkelt håb er tændt, fordi de få fredsforkæmpere i Israel får støtte fra tidligere chefer for militær og efterretningstjenester: Dé forstår, at den største trusler ikke kommer udefra, men fra Israel selv – fra den fortsatte besættelse af det andet folk, der også har krav på at leve i det historiske Palæstina.
Det er et bemærkelsesværdigt træk i nutiden, at generalerne ofte er mere realistiske om den militære magts begrænsninger og forhandlingens nødvendighed end de populistiske politiske ledere, der lever af at appellere til frygt og had.

Måske tør vi også håbe, at stærke generaler i Trumps omgivelser kan lede ham på ret vej?

Med ønsket til jer alle om en god sommer og et stærk opspil til et godt kommunalvalg

Mange hilsner
Mogens Lykketoft


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< apr 2018 >>
MTOTFLS
26 27 28 29 30 31 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 1 2 3 4 5 6