Storbritanniens valg og den europæiske nødvendighed

Kommentar af Mogens Lykketoft

For 44 år siden var jeg skeptisk over planerne om at gøre Danmark til medlem af EU. Ikke af modvilje mod stærkere europæisk samarbejde, men af frygt for at det blev et samarbejde domineret af borgerlige holdninger, ensidigt fokus på frihandel og svækkelse af opbakningen til den danske velfærdsmodel.

I dag er jeg angst for at samarbejdet skal kollapse, både fordi jeg er blevet klogere og fordi den europæiske virkelighed ser helt anderledes ud i 2016 end i 1972.

For det første mindede 1990’ernes blodige borgerkrige på Balkan os om dét, der efter Anden Verdenskrig drev det europæiske projekt i gang: Vi ville binde hinanden så tæt sammen, at vi ikke igen risikerede at bruge et halvt århundrede på skiftevis at slå hinanden ihjel og eksportere krise og arbejdsløshed til hinanden.

For det andet har EU, der i starten mest handlede om frihandel, udviklet sig til at handle om værn om velfærden ved høje fælles minimumsstandarder, når det gælder beskyttelse af miljøet og arbejdstagerne.

For det tredje er det efter Murens fald klart, at der ikke findes et andet tænkeligt europæisk samarbejde, man kan abonnere på. Der er ikke noget alternativ til EU. Det er den eneste forening, vi kan være med i, hvis vi vil have stærkere samarbejde. Og dem, der står uden for, som Norge i dag og måske UK i morgen, er nødt til at tilpasse sig de fælles regler for at handle med resten af os – bare uden medbestemmelse.

For det fjerde må især vi i de små medlemslande forstå, at snakken om at genvinde suverænitet ved at bakke ud af EU er nonsens: Danmark har vundet i indflydelse på sin egen fremtid ved at være en del af et europæisk fællesskab, fordi det lille land har uforholdsmæssig stor demokratisk medbestemmelse over de store naboer, der tidligere i historien bestemte over os, huggede landområder fra os og besatte os. Og bekymringen over hvilke politiske holdninger, der dominerer fællesskabet er ikke længere stærkere end bekymringen for de holdninger, der dominerer i vort eget land!

For det femte er det indlysende, at Europas demokratiske lande – trods alle forskelle – har stærke fælles værdier og interesser at værne om på den internationale scene. Vi ved også, at Europas befolkning er aldrende, og at vi vil udgøre en stadigt svindende andel af verdens folketal og økonomi. Et stærkt europæisk samarbejde er den nødvendige forudsætning for fortsat indflydelse på verdens fremtid.

Men det europæiske projekt er lige nu i dyb krise. Jeg fik dette indtryk forstærket, da jeg i februar som formand for FN’s generalforsamling aflagde officielt besøg i Bruxelles og havde en lang serie møder med ledende kommissærer, ambassadører og parlamentarikere. Der er masser af god vilje, men nedsat handlekraft. Flygtningekrisen og truslen om britisk udtræden overskygger lige nu alt andet.

Det er åbenbart, at en meget stor del af europæerne ser EU som en afgørende del af problemet, ikke af løsningen. Og det er ikke vanskeligt at se nogle af forklaringerne på dette:

En meget stor del af ansvaret ligger hos medierne og de nationale politikere, der alt for ofte på diffus måde giver EU skylden for dét, de ikke selv medvirker til at løse i fællesskab i Bruxelles.

En anden vigtig forklaring er de langstrakte eftervirkninger af finanskrisen, der på grund af en enøjet sparepolitik har fastlåst det meste af Europa i lav vækst, for stor arbejdsløshed og sociale problemer.

Det har endda i særlig grad ramt indvandrergrupperne fra Mellemøsten og Nordafrika med forstærket ghettoisering. Den onde cirkel er, at det derfor i flertalsbefolkningen er blevet lettere at appellere til antimuslimske stemninger, der så det seneste år er forstærket af bekymring for konsekvenserne af ukontrollerede tilstrømning af flygtninge fra disse områder. Der sker alt for ofte en irrationel kobling mellem den rædselsfulde og vilkårlige islamistiske terror og de stakkels mennesker, der netop er drevet på flugt af krig og terrorisme.

Det er blevet alt for nemt for nationalistiske, fremmedfjendtlige og endda nye fascistiske partier at få tilslutning ved at appellere til al frygt for de fremmede og det fremmede.

Det er blevet alt for nemt at bilde folk ind, at bare vi lukker os inde på nationale grænser med alt fra pigtråd og grænsekontrol til handelspolitisk protektionisme, så kan vi holde verdens fattigdom, dårskab og ondskab væk fra vore strande. Men realiteten er, at hvis ikke vi kommer ud i verden og hjælper med at afhjælpe disse problemer, så kommer problemerne med dobbelt styrke til os, uanset hvor mange barrierer vi prøver at rejse for at undgå det.

Mange steder i Europa er gamle regeringsbærende partier på tilbagetog fra holdninger til international solidaritet, universelle menneskerettigheder og europæisk samarbejde i et forsøg på at bremse populisternes fremmarch.

Historiens dom over den britiske premierminister bliver uhyre hård, hvis han står tilbage med et nej 23. juni og måske en efterfølgende splittelse både i hans eget parti og af Det forenede Kongerige, fordi skotterne vil forblive i EU.

Det er forbløffende og skræmmende, at David Cameron – for en tid at få fred med den stærke EU-fjendtlige fløj i sit konservative parti og de britiske medier og vinde det seneste parlamentsvalg – har valgt at sætte Europas fremtid på spil. Han burde have lært, at nej’et altid er en overhængende trussel ved folkeafstemninger om EU, fordi følelserne, yderfløjenes populisme og mediernes dækning får sagens indhold til at blegne.

Et britisk nej til fortsat medlemskab af EU vil frem for alt være en voldsom svækkelse af Storbritanniens egen indflydelse i verden. Men det vil også være en lammende svækkelse af Unionen, både internt og på den internationale scene.  I andre medlemslande vil et britisk nej nære en debat om at indskrænke EU’s ’magt’ eller selv melde sig ud. Desuden vil kræfterne i EU’s hovedkvarter og hovedstæderne et par år frem være afledt til at finde løsninger på alle de praktiske problemer, som et Brexit vil rejse.

Et britisk ja giver omvendt chancer for, at Europa igen kan se opad og fremad: Enes om at begrænse detailregulering fra Bruxelles, men til gengæld samle ny styrke på de store linjer, der handler om at investere i arbejdspladser her og nu og i løsning af klimaudfordring og bæredygtighed. Enes om at styrke kampen for demokrati og menneskerettigheder, og yde en stærkere fælles indsats for at løse konflikter, humanitære katastrofer og underudvikling.

 

 

 

 


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< okt 2018 >>
MTOTFLS
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4