Uddannelse til de unge

Af Marianne Ramberg Burchall og Flemming Jørgensen
Kandidater til kommunalvalget for Socialdemokratiet

Uddannelse er den sikreste vej til et stabilt voksen- og arbejdsliv. Uanset hvilken vej de unge vælger, så er uddannelse en væsentlig forudsætning for et bedre liv. Det er en investering i fremtiden, at de unge gennemfører en ungdomsuddannelse.

I Albertslund Posten den 15. august kan man læse, at der er 100 elever mere på gymnasiet end sidste år. Stort tillykke til gymnasiet og til de mange unge. Det er en rigtig positiv udvikling. Næste år udvider gymnasiet i Albertslund Syd med hhx, der giver endnu flere muligheder til de unge, og i 2019 er NEXT klar med et helt nyt gymnasium på Kongsholmgrunden. Det vil sikkert få endnu flere unge til at vælge at gå i gymnasiet.

Men der er også brug for, at langt flere unge får en erhvervsuddannelse. For de unges skyld, og fordi vi kan forudse, at der bliver behov for mange flere med en erhvervsuddannelse i fremtiden.

I kommunens strategi ”Skole for alle” er et af målene, at mindst 35 % af de unge gennemfører en erhvervsuddannelse i 2022. Det mål er vi et godt stykke fra endnu, så der er brug for en ekstra indsats.

I Hersted Industripark er der en teknisk skole, hvor de unge kan få uddannelse som f.eks. murer eller struktør, men der er brug for endnu flere lokale uddannelsessteder end gymnasiet og den tekniske skole. Derfor vil vi målrettet arbejde på at tiltrække flere ungdomsuddannelser til byen.

Hvis vi skal have flere unge i gang med en erhvervsuddannelse, kræver det en god og alsidig vejledning, tæt på eleverne i et tæt samarbejde med skolen, forældrene, ungdomsuddannelserne og erhvervslivet. Vi skal have særligt fokus på at sikre en solid og tæt vejledning for de allersvageste unge. Her har Ungdommens Uddannelsesvejledning en væsentlig rolle.

Et sted, hvor vi kan videreudvikle samarbejdet med erhvervslivet, er omkring DOLL og ungdomsuddannelserne, hvor de tekniske fag kan møde DOLLs verden af ingeniører, forskere og teknikere – og konkrete opgaver i form af lys og smarte byløsninger.

Derudover skal der være en tæt dialog mellem skoler, ungdomsuddannelser og vores mange virksomheder for at motivere flere unge til at tage en uddannelse, skaffe praktikpladser og få input til uddannelsesforløb. Derved får virksomhederne også bedre muligheder for at få kvalificeret lokal arbejdskraft fremover.

Det væsentligste for os er, at de unge får en ungdomsuddannelse, der passer til deres evner, interesser og muligheder.


Borgmesteren på Facebook

Borgmesteren på Twitter

Arrangementer mv,

<< jan 2018 >>
MTOTFLS
1 2 3 4 5 6 7
8 9 10 11 12 13 14
15 16 17 18 19 20 21
22 23 24 25 26 27 28
29 30 31 1 2 3 4