I weekenden fangede en avisoverskrift mig: ” Velfærdstaten gjorde mig til mønsterbryder – pas på den”
Det var et debatindlæg af en 37-årig gymnasielærer Siddik Lausten. Siddik startede sit indlæg med at skrive:
”Den danske velfærdsstat er vigtig, og jeg er glad og stolt over at bo i et land, der har ressourcer til at hjælpe samfundets udsatte. Jeg kan takke velfærdsstaten og en fantastisk lærer med overskud for, at jeg selv ikke længere tilhører bunden.”
Disse få linjer rummer fortællingen om den socialdemokratiske mission: et stærkt fællesskab som gør det muligt for det enkelte menneske at folde sit fulde livspotentiale ud.
Den mission har historisk betydet, at vi socialdemokrater altid har stået på kanten af fremtiden.
Ikke midt i forandringen, for vi er forandringen – den demokratiske forandring – i menneskers liv.
I Albertslund. I Danmark. I Europa. På de øvrige kontinenter. Og vi er som politisk bevægelse og kraft noget ganske enestående: nemlig den eneste politisk-faglige bevægelse, der er i vores historiske udgangspunkt og idegrundlag er international.
Vi har alle dage vidst, at de herskende – kapitalismen – vil finde sammen på tværs af landegrænser. Og skulle den bringes under kontrol, så måtte det være ved, at almindelige mennesker kæmpede sammen for demokratiske rettigheder, for social retfærdighed og økonomisk lighed.
Stærkest er det kommet til udtryk i det skandinaviske velfærdssamfund, der verden over hyldes som retfærdig, demokratisk. Så økonomisk solidt, at det er det samfund, som bedst – trods alt – kan klare bølgerne, når ukontrollerede banker og virksomheder, river og flår i vores samfund.
Et velfærdssamfund, der bygger på mange menneskers engagement og kamp gennem mange år. I deres liv. I deres hverdag, mens de passede arbejde og familie også. Men først og sidst var de socialdemokrater. Som os.
Fra slaget på Fælleden i 1876 til 1899-aftalen, der blev byggestenene til den danske model. Og skabte de rammer, der gjorde, at man kunne kæmpe for en hverdag, der hang sammen.
1915-grundloven som blev den egentlige demokratiske grundlov, som gav kvinder, arbejdere og husmænd stemmeret. Det var der vi vred demokratiet ud af borgerlighedens hænder og gjorde den til vores – første byggesten – i det sociale demokrati.
Det var socialdemokrater, der skabte fremtidens stærke sociale lovgivning i 1930, mens nød og arbejdsløshed rasede. Stauning og KK Steincke skabte det første, sociale sikkerhedsnet, hvor det ikke kun handlede om hjælp i nøden, men også om at færdes vel i livet.
Og det var det socialdemokratiske velfærdssamfund – Fremtidens Danmark – som gjorde det muligt at udvikle Danmark fra et tilbagestående landbrugsland til et moderne industrisamfund.
Et moderne velfærdssamfund skød frem. Med begyndende ligestilling på arbejdsmarkedet, nye job og boliger, nye skoler og uddannelsesinstitutioner. Og hele tiden med nye kampe. Arbejdsmiljø. Kvindernes reelle ligestilling. Autoritært demokrati overfor reelt demokrati på uddannelsesinstitutioner. Ungdomsoprør.
Jeg læser i øjeblikket det tidligere VS-folketingsmedlem Preben Wilhelms erindringer, og de er så velskrevet, at man kan mærke de dirrende, intense politiske modsætninger i 1960’erne, især på venstrefløjen.
Erindringerne hedder i øvrigt ”Man kan sagtens være bagklog”. Det er han så ikke – i sagens natur. For Prebens værdipolitiske afsæt er meget rodfæstet. Skabte det resultater? Det rykkede nok samfundsdebatten i 60’erne og 70’erne.
Men det var den socialdemokratiske pragmatisme, der skabte udviklingen af samfundet til et velfærdssamfund i bredeste forstand. Ingen steder tydeligere end lige her – i Albertslund.
En by for alle. Drømmen om et børnevenlig, miljøbevidst og kulturelt oplyst velfærdssamfund – forpligtet på fællesskab, åbenhed, nærhed og demokrati.
Alle os her kender historien om byen. Der gik fra 3000 til 30.000 indbyggere på et splitsekund. En by for alle. Derfor de mange almene boligområder. Ind med det grønne i byen. Børnehaver, skoler, sfo’ere der skød op som padehatte. For at blive erklærede atomvåbenfri zoner i 80’erne. Om det det nye demokrati med brugerbestyrelser i de kommunale institutioner.
Et stærkt fællesskab for at den enkelte kan folde sit liv ud her.
Så derfor er og skal den socialdemokratiske mission i Albertslund være livsfarlig – for det borgerlige idekompleks: først mig – og så måske naboen.
Vi socialdemokrater tror ikke på at et moderne kontanthjælpsloft – gør andet – end at sætte et meget lavthængende loft over kommende mønstrebrydere.
Vi socialdemokrater tror ikke på at et udpint dagpengesystem – gør andet – end at sende kommende mønstrebrydere ud i glemselen.
Og det er en alvorlig sag for os Socialdemokrater i Albertslund.
Også derfor er det vigtigt, at vi har en socialdemokratiske ledet regering d.16. september.
For vores by er dedikeret til at skabe mønsterbrydere – som Siddik Lausten.
Det er derfor, vi synes, at børnene i institutionerne skal møde uddannede pædagoger.
Det er derfor, vi vil en skole, hvor børnene møde dygtige og engagerede lærere.
Det er derfor, vi satser på at trække flere ungdomsuddannelser til byen – som vi lige har gjort med den nye HTX-uddannelse på Albertslund Gymnasium.
Det er derfor, vi er en superkulturby med Forbrænding, MusikTeater og Musikskole.
Det er derfor, vi skaber fremtidens grønne arbejdspladser i Hersted Industripark.
Og vi er også dedikerede til at sørge for omsorg og pleje for de borgere, der hjalp mønsterbryderne.
Det er derfor, vi bygger fremtidens plejecenter og sundhedshus.
Set med internationale øjne er den socialdemokratiske, skandinaviske velfærdsmodel unik.
De kommer her til for at se og lære. Også i Albertslund. Men vi kommer også til dem – i form af Mogens Lykketofts formandskab for FN’s generalforsamling.
Jeg tror ikke helt, at vi hverken som parti eller land helt har fået ind under huden. Hvor stor en anerkendelse det er af det danske socialdemokrati – og i særdeleshed Mogens.
I flere årtier har det svenske socialdemokrati haft den skandinaviske førertrøje i det internationale samfund. Nu er det danske socialdemokrati, der har den på – og forpligtelsen til hver dag at kæmpe for fred, social retfærdighed, demokrati og tolerance.
Så mønstrebryderne bliver flere verden over.
Det er faktisk dejligt at være socialdemokrat.
God 1. maj.
