Albertslund og Københavns Kommune vil virksomheders skatteunddragelse til livs. Albertslund Kommune har allerede en skattelypolitik og nu er kommunen gået sammen med Københavns Kommune om at afklare muligheden for at udvikle en certificerbar standard for ”Fair Tax”. Den opgave skal Dansk Standard stå for.
Albertslund og Københavns Kommune ønsker ikke at samarbejde med virksomheder i skattely. Derfor har de nu besluttet at afklare muligheden for at udvikle en certificerbar standard for ”Fair Tax”. Formålet er at give bedre mulighed for at skabe gennemsigtighed om virksomheders skatteforhold, herunder om de betaler deres fair del af skat og ikke anvender aggressiv skatteplanlægning i deres økonomistyring.
I den forbindelse har Albertslund og Københavns Kommune den 23. juni 2017 indgået et samarbejde med Dansk Standard, der har fået til opgave at gennemføre en forundersøgelse om muligheden for at udvikle en standard for ”Fair Tax”.
For fællesskabets skyld
Borgmester i Albertslund Kommune Steen Christiansen siger om det nye initiativ:
”I Albertslund og Københavns Kommune er vi enige om, at vi skal passe på borgernes penge. Vi vil ikke acceptere skatteunddragelse fra virksomhederne. Det er ikke fair over for fællesskabet. Derfor vil vi have lavet et system, der skaber gennemsigtighed med virksomheders skatteforhold. Det skal sikre, at de, der skal betale til fællesskabet, også gør det. Vi ønsker ikke at samarbejde med virksomheder, der gemmer penge i skattely.”
Københavns overborgmester Frank Jensen (S) siger:
”I København stiller vi krav om ordnede forhold, når vi overvejer nye samarbejdspartnere – både i forhold til social dumping og skattebetaling. Vi vil ikke samarbejde med virksomheder, som ikke betaler til fællesskabet og har ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Nu går vi med i dette initiativ for at undersøge, om der er flere muligheder for undgå skattesnydere, når vi udbyder vores opgaver.”
Forundersøgelsen vil foregå i perioden juli 2017 – januar 2018 og er et skridt mod et muligt større projekt, som er selve arbejdet med at udvikle en standard for ”Fair Tax”. Hvis dette arbejde skal igangsættes, kræver det, at der er den nødvendige opbakning fra flere interessenter i markedet. Hvis standardiseringsarbejdet igangsættes, forventes det at tage omkring tre år.
Albertslund kommune har en løbende dialog med flere interessenter omkring skattely-problematikker, som vurderer, at det at få lavet en standard er den rigtige vej at gå.