Af Mogens Lykketoft
Det er meget opmuntrende at alle FN’s medlemslande med vedtagelsen af de 17 mål for bæredygtig udvikling i september og klimaaftalen i december har udstukket en ny retning for verden: Stærkere indsats mod fattigdom og sult, stærkere international solidaritet og en ny økonomisk politik, der er både socialt, og miljø- og klimamæssigt bæredygtig.
Det handler ikke kun om fattige mennesker i fattige lande, men om alle mennesker i alle lande.
Det kan kun nås gennem et forstærket internationalt samarbejde, hvor vi alle rykker fremad sammen.
Der blev enighed om de 17 mål og klimaaftalen, fordi verdens ledere – også i store lande som USA, Kina, Frankrig, Tyskland og Indien – har forstået den overhængende risiko for endnu mere uoverskuelige katastrofer og konflikter, hvis der ikke handles:
Klimaindsatsen er allermest påtrængende, for hvis vi ikke handler nu, så forspilder vi chancen for at stabilisere den globale opvarmning på højst 2 grader. Og hvis temperaturstigningen og de stadig mere ekstreme og ustabile vejerforhold får lov at accelerere, så vil det i de næste årtier udløse ukontrollerede folkevandringer og konflikter i en skala, der er mange gange større end de problemer, vi har så svært ved at håndtere ordentligt i nutiden. Store, tætbefolkede områder vil blive oversvømmet eller på anden måde ubeboelige, så hundredvis af millioner mennesker må flytte sig. Og omkostningerne vil opsluge alle de midler, vi skulle have brugt for at skabe en bedre tilværelse for verdens fattige, og dermed for os alle.
En af mine vigtigste opgaver som formand for FN’s Generalforsamling i 2016 er at medvirke til, at verdens lande – koordineret gennem FN – i fuld fart går i gang med at realisere de store mål for en bæredygtig udvikling.
Derfor vil jeg 21.april – dagen før klimaaftalen skal underskrives her i New York – samle en stor gruppe af statsledere, erhvervsledere, finansfolk og folk fra civilsamfundet til samtale om, hvordan vi sikrer handling her og nu.
Mødet bliver en fortsættelse af de meget livlige samtaler, jeg deltog i sammen med nogle af verdens fremmeste klima- og miljøaktivister på World Economic Forum i Davos, Schweiz i januar. Disse samtaler viste en stærkt voksende forståelse i den private sektor for, at der over de kommende 15 år globalt skal ske et enormt løft i investeringer i bæredygtig udvikling, og samtidig en afvikling af investeringer i den fossile ’sorte’ økonomi.
Der skal mobiliseres tusindvis af milliarder dollars til investering i vedvarende energikilder, energibesparelser, miljøvenlige byer og transportsystemer og ændringer i vores ressourcefråsende måde at producere og forbruge på. De fattigste lande behøver bistand for at gøre det. Alle lande behøver bedre skatteindtægter for at finansiere det. Derfor er der brug for et langt stærkere internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattesnyd – og bedre kapacitet og kompetence i de nationale skattesystemer.
Hjælp til at sikre skatteindtægter fra rige selskaber og enkeltpersoner kan på sigt betyde endnu meget mere for de fattige lande end at de rige lande lever op til deres løfter om udviklingsbistand. Men det allervigtigste er, at også private investorer vælger at investere bæredygtigt.
Vi var mange i Davos, der påpegede vigtigheden af, at regeringerne sikrer gennemskuelige og stabile markedsvilkår for de private investorer. Det skal vel at mærke være vilkår, der bidrager til at den grønne og bæredygtige investering ikke bare er bedst for menneskeheden på langt sigt, men også den mest profitable for virksomhederne her og nu. Det kræver bl.a. at mange udviklingslandes tilskud til olie- og benzinforbrug fjernes, og at der i alle lande via afgifter sikres en høj pris på kul og CO2-udledning.
I Davos manede Unilevers direktør Paul Polman vrangforestillingen i jorden om, at indsats mod klimaforandring er i vejen for vækst. Det er tværtimod en forudsætning for fortsat og holdbar vækst i økonomi og beskæftigelse.
USA’s tidligere vicepræsident Al Gore talte om det forestående boom i grønne investeringer som dels forudsætningen for at nå målet, dels en vældig chance for hurtigt at få gang i vækst og beskæftigelse efter dén nedskærings- og sparepolitik, der – ikke mindst i Europa – har hersket siden finanskrisen.
Det helt grundlæggende er, at forstå, at status quo ikke er en mulighed. Uændret adfærd er opskriften på katastrofer. Derfor skal vi investere i en dybtgående ændring af de produktions- og forbrugsmønstre, vi har haft i mange årtier. Vi skal gøre det, fordi den nuværende livsform og tredoblingen af antallet af mennesker i de 70 år, jeg har levet, har bragt os ud til kanten af, hvad kloden kan klare uden total disharmoni. Og vi kan gøre det, hvis vi har det rette politiske perspektiv og den fornødne politiske handlekraft. For vi har dén viden og teknologi, der skal til. Vi ser f.eks. en eksplosiv udvikling og omkostningsreduktion på vedvarende energi. Solceller er nu ude i de fattigste landsbyer i de fattigste lande en genvej til elforsyning uden anlæg af kostbar netforsyning og uden yderligere CO2-udslip. Og vi ved, at adgang til elektricitet også er adgang til at mekanisere produktion, studere om natten og sikre grundlæggende sundhedstjeneste – altså fremskridt på andre vigtige mål for bæredygtig udvikling.
Vi ved også, at selv med en ret kraftig yderligere befolkningstilvækst kan vi få alle munde mættet, hvis vi kan modvirke det gigantiske spild af mad fra jord til bord.
Dog – vi kan kun udrydde den ekstreme fattigdom, afskaffe sult og skaffe ordentlig skole og sundhedspleje til alle, hvis vi stifter fred, dér hvor ufred driver flere mennesker end nogensinde siden 2.verdenskrig på flugt fra deres hjem. Vi kan kun forhindre, at alt for mange lades tilbage i elendighed, hvis vi inddæmmer og standser de humanitære katastrofer, og mere generelt angriber den monumentale ulighed i levevilkår mellem verdens lande og inden for landene.
Det er som om, vi i verden lige nu er ved at forstå, at vi kun kan bremse den ukontrollable og politisk uhåndterlige flygtningestrøm fra de konfliktramte regioner ved faktisk at yde en langt mere omfattende hjælp både til mennesker, der må flygte, og til de nabolande, der er ved synke i knæ for at huse dem.
Det kniber mere med forståelsen af, at vi må forudse endnu større strømme af flygtninge til vore strande i næste generation som følge af miljø- og klimakatastrofer og højere konfliktniveau i verden, hvis vi ikke også samtidig øger vor indsats for langsigtet bistand til bæredygtig udvikling i verdens fattigste lande. Faktisk ser vi lige nu det modsatte – nemlig at rige lande skærer i den langsigtede bistand for at finansiere udgifter eller give skattelettelser hjemme, eller for dog at imødekomme appellerne om større akut katastrofebistand i nutidens konfliktzoner.
Nedskæringen i den langsigtede bistand er i strid med de løfter, de rige lande gav om finansiering af udvikling – både på FN-mødet i Addis Ababa i sommer og ved klimakonferencen i Paris.
Faktisk kræver det en serie opgør til med dominerende økonomisk teori, økonomiske modeller og prioriteringer i den økonomiske politik i vores del af verden, hvis vi for alvor vil leve op til de store mål for en bæredygtig udvikling.
USA har haft en mere ekspansiv finanspolitik, højere vækst og større nedgang i arbejdsløsheden end i Europa i kølvandet på finanskrisen.
Men både i USA og Europa har politiske flertal skåret i det offentlige forbrug og de offentlige investeringer.
Målet har angiveligt været at nedbringe gæld, men her har virkningerne været svage eller endda direkte modsat rettede. Et andet mål har været at skaffe skattelettelser, der typisk har givet flest kroner til dem, der i forvejen havde mest. Uligheden er vokset. Det er den også, fordi velfærdssamfundets serviceydelser er blevet reduceret, brugerbetaling øget, overførsler udhulet og lønspredningen udvidet. Stagnerede eller faldende realindkomst hos den mindre velhavende del af befolkningen har været en del af forklaringen på, at forbruget er stagneret og arbejdsløsheden i Europa kun langsomt er faldet.
Den af Tyskland anførte spare- og nedskæringspolitik har udløst en brændende debat overalt i Europa. Ikke bare er Grækenland fastlåst i krise og dybe sociale nedskæringer. EU som projekt har – også før flygtningekrisen afslørede total mangel på sammenhold og handlekraft – mistet opbakning over hele kontingentet hos mange af dem, der er ramt af forringelser i social bistand og service.
Nu er selv Tyskland tøvende over for at sende regningen for flygtningestrømmen ud til vælgerne som sociale nedskæringer eller skatteforhøjelser. Og den franske præsident har efter terrorangrebene i Paris klart markeret, at han sætter investering i større sikkerhed – politi og militær -. over overholdelsen af EU’s stabilitetskrav.
Så måske er tiden moden til igen at påpege, at det ikke er ’uansvarlig’ økonomisk politik at sætte fremgang i beskæftigelsen forud for inddæmning af gældssætningen. Tværtimod. I sidste ende er fremgang i beskæftigelsen forudsætningen for orden i finanserne. Det er ikke nogen ny erkendelse. Den erkendelse gennemsyrede hele min økonomuddannelse og min praksis som finansminister.
Og for resten når vi kun de store klima- og miljømål ved massivt at lånefinansiere investeringer i vedvarende energi. Det kræver store startinvesteringer, men har til gengæld meget lave løbende driftsudgifter. Det er samfundsmæssigt rentable investeringer – ikke mindst når renten stadig er tæt på nul. Og det er investeringer, som kan være med til skabe større vækst og beskæftigelse.
Så vi må gøre op med sparepolitikken for at investere i en bæredygtig fremtid.
Det kræver et frontalt opgør med de finansministerielle regnemodeller, der er baseret på primitiv neoliberal økonomisk teori. I Danmark har disse modeller f.eks. i snart 15 år styret den økonomiske politik. Men de mangler helt fokus på de nationaløkonomiske og menneskelige tab ved stor ulighed. De er for kortsigtede i tidshorisont og samfundsforståelse til at tillægge det positiv værdi at bruge penge på at uddanne folk. De lider af den vrangforestilling at offentlige udgifter generelt er skadelige for væksten, at velfærd gør folk dovne, men at skattelettelser er godt for væksten og endda at det giver mest vækst i BNP, når de uddeles i toppen af indkomstpyramiden!
Disse modeller er helt ude af takt med målene om bæredygtig udvikling, fordi hverken en harmonisk og ligelig social fordeling eller offentlige goder som rent miljø, stabilt klima og harmonisk social udvikling indgår i ligningen.
Progressive økonomer rundt i verden gør op med BNP som relevant mål for velstand og taler om, at kun fremskridt, der kommer folk bredt til gode, er værd at regne med. Det er også en erkendelse, der er vokset under indtryk af udviklingen i USA, hvor den rigeste ene procent af befolkningen har hamstret hele samfundets velstandsstigning de seneste 35 år!
Modellerne kan i øvrigt slet ikke forklare, at Danmark med høje skatter, ligelig indkomstfordeling og høje sociale ydelser også blev et af de lande i verden, der klarer sig bedst i den internationale konkurrence og har flest af sine borgere mellem 18-65 år i arbejde eller uddannelse. Men hvis Stauning, Hedtoft, H. C. Hansen, Kampmann, Krag, Anker og Nyrup havde lyttet til de neoliberale modelsnedkere, så havde Danmark i dag haft ulighed og social utryghed som i USA, men næppe en bedre konkurrenceevne.
Derfor er det så knusende nødvendigt, at man standser snakken om skattelettelser især for dem, der i forvejen har godt arbejde – for at ’det bedre kan betale sig at arbejde’ Det øger kun ulighederne i levevilkår.
Et stærkt samfund kan altid – uden at øge uligheden – insistere på at folk tager et arbejde i stedet for passiv forsørgelse – eller at de går mellemvejen over en uddannelse, der kan få dem i arbejde. En bæredygtig politik for mere arbejdsudbud handler om, at samfundet er i stand til at sikre sine borgere de kvalifikationer, der kan sikre dem arbejde til en anstændig løn. Ikke om at presse løn og sociale ydelser nedad, så flere melder sig i arbejde til en løn, de knapt kan leve af. Kan det virkelig være rigtigt, at man kun kan få de fattige til at arbejde, hvis sætter dem ned i ydelse og kun få de rige til at arbejde ved at sætte dem ned i skat?
Fremtidens skattereformer skal i stedet have fokus på bedre at understøtte produktions- og forbrugsmønstre, der forhindrer miljø- og klimakatastrofer. Og den skal suppleres af en ambitiøs statslig forsknings- og udviklingspolitik, der understøtter virksomhederne i at fastholde og udbygge en førerposition på de teknologier og produkter, verden får endnu mere brug for fremover. Tiden er ikke til at skære ned på ambitionerne, mens resten af verden skruer op.
Der skal være rum for samfundet både til at investere avanceret i miljø og klima – og til rette op på de sociale skævheder, Derfor bør snakken om at sænke det samlede skattetryk forstumme. Vi, der tjener godt, har fået rigeligt med skattelettelser de seneste femten år. Desuden kan skatteindtægterne hæves markant ved omsider at investere i at genskabe et velfungerende skattevæsen, der kan værne sig mod svindel, undvigelse og flugt til skattely.
FN’s mål for bæredygtig verdensudvikling taler om at bekæmpe ulighed, om at skaffe ressourcer til at sikre alle en anstændig tilværelse med lige adgang til ordentlig uddannelse og sundhed. Det er noget, som den danske model traditionelt har kunnet levere, og som i øvrigt – takket været Bernie Sanders – er kommet højt op på dagsordenen i den amerikanske valgkamp.
Det er vanskeligt at forstå, hvorfor det politiske flertal i Danmark synes man skal øge uligheden markant ved at nedskære rådighedsbeløbet for en enlig mor på kontanthjælp med 2.000 kr. om måneden og låse flygtninge, der får ophold i vores samfund, fast på en ydelse, der afskærer dem fra muligheden for at kunne betale en ordentlig bolig. Det bygger kun op til større integrationsproblemer og en virkelig ussel underklasse med børn uden reelle chancer
Og det er trist som dansker i toppen af FN at se, at Danmark skærer mange milliarder af den langsigtede udviklingsbistand til verdens fattigste lande – herunder dramatiske nedsættelser i bidragene til en række af FN’s underorganisationer, hvor nordiske lande ellers altid har været blandt de største donorer. I 2016 vil Danmark reelt sende 0,4-0,5 pct. af BNI ud af landet international bistand – det er kun halv så meget som vi gjorde da jeg var finansminister i 1990’erne.
