Af borgmester Steen Christiansen
På flere fronter er borgernes tillid til de finansielle institutioner – banker, SKAT m.fl. – i frit fald. Banker, visse rådgivere og advokatfirmaer har i massivt omfang hjulpet dubiøse ”forretnings”-forbindelser til at hvidvaske sorte penge gennem omfattende internationale transaktioner, der formentlig er ulovlige og helt sikkert etisk uansvarlige. Derudover har man rådgivet og hjulpet mere almindelige firmaer til undgå skattebetaling og bidrage til fællesskabet, der hvor pengene er tjent, ved at benytte sig af skattely.
Det er en adfærd, som er dybt uansvarlig. For banker er blodårerne i samfundet, som en ledende bankmand, udtrykte det i ugens løb.
Derfor har banksektoren og den enkelte bank også et særligt ansvar for samfundsmæssigt ordentlighed. Det var i al sin enkelthed det, der var budskabet, da Danske Banks største aktionær Mærsk meddelte, at man ønskede et hurtigt formandsskifte i banken.
Danske Banke skal være en ordentlig bank, lød det. Og dermed Mærsk helt på linje med Albertslund Kommune, hvor vi som en af de første kommuner meddelte, at vi vil stille etiske krav til vores bankforbindelse. Ganske enkelt ud fra devisen om, at vi som kommune drevet af borgernes skattepenge, må forvente netop ordentlighed af vores bankforbindelse i hele dens forretningsførelse.
Det med ordentlighed gælder også firmaer som søger skattely. Vi besluttede som den første kommune i 2016 i en aktiv skattely-politik.
De områder er uhyre komplicerede stof, og vi står ved foden af et meget højt bjerg. Den gode nyhed er, at vi er i gang, og i januar afholder vi sammen andre den første konference, som sætter fokus på hele skattely-problematikken og kommunernes mulighed for at udvikle fælles krav til fx en skatte-mærkeordning.