Georg Poulsen, den tidligere formand for Dansk Metal, sagde en gang:
”Det kan være en styrke at holde fast. At give efter og lave en aftale er udtryk for visdom”
Den grundlæggende tilgang til at lave aftaler på det danske arbejdsmarked, var også den tilgang LO-forbundene på det offentlige område havde, da de natten til onsdag i sidste uge besluttede sig for at lave en delaftale med regionerne.
Visdom fordi forbundene vidste, nu var de i mål med krav, de havde fremsat. Meget kunne tabes på gulvet.
Visdom for fordi de vidste, at aftalen ville lægger maksimal pres på alle andre parter.
Og LO-forbundene fik ret.
Alle kom i mål med det, det drejer sig om; at få lavet en overenskomst som parterne kan se sig selv i og en rimelig afvejning af krav og modkrav.
Efter at aftalerne er kommet i hus, har det fyldt meget at en storkonflikt er undgået. Men det har jo ikke været målet i sig selv. Det har været at forhandle en overenskomst hjem, der på den ene side giver vores medarbejdere ordentlige løn- og arbejdsvilkår og på den anden side en overenskomst, der også efterlader et økonomisk råderum til kommuner, regioner og stat til at prioritere.
For netop stærke fællesskaber i vores dagtilbud, skoler og ældreomsorg, er forudsætningen for at danskerne flest vil: et stærkt og solidarisk velfærdssamfund.
Den danske model er ikke en sag, vi bare skal tage for givet. Den kræver, at beslutningstagere hele vejen rundt anerkender, hvordan den virker – og også favner den empati og forståelse. Det må derfor være en topprioritet for en ny socialdemokratisk regering at få kalibreret og skabt ordentlige relationer til hele den faglige verden. Vi skal udvikle den offentlige sektor sammen med vores medarbejdere – samtidig med at vi i respekt for hinanden kan tage nogle holmgange om fx overenskomster. Alle anerkender jo, at kommuner, regioner og stat selvfølgelig ikke har ubegrænsede økonomi til overenskomstløsninger. Det handler om, hvordan vi kommer i mål sammen.
Og her udviste Lærernes Centralorganisation og Anders Bondo også visdom i slutfasen af forhandlingerne da de foreslog, at LC og KL i fælleskab nedsætter en kommission, der får en formand med et stærkt uafhængigt mandat. Den skal komme med anbefalinger til arbejdstidsregler og hvordan kommunerne og DLF i fællesskab kan udvikle fremtidens skole.
Jeg tror bedst man kan beskrive kommissionsformandens rolle med et bibelsk udtryk, nemlig at ” være den, der tætner revnen”
For KL og DLF kører reelt i de samme riller, og derfor kan et uafhængigt bud på en tredje vej for samarbejdet være det, der bringer os videre sammen.
Lad mig bare slå fast. Jeg og KL går ind arbejdet med den klare ambition, at det skal lykkes – også gerne før vi når frem til overenskomstforhandlingerne.
Her i byen vil vi fortsætte samarbejdet med Albertslund Lærerkreds, hvor vi i dag har en samarbejdsaftale. Her vil vi tage initiativ til at drøfte en lokalaftale.
På den politiske bane vil vi i 2019 gennemfører en omfattende evaluering af folkeskolereformen, vores egen ”Skolen for alle” – naturligvis i samarbejde med forældre, elever, lærere, pædagoger og medarbejdere.
Alt sammen med det formål, at vi i fællesskab i skolerne kan løfte byens børn endnu mere fagligt, socialt, som hele mennesker – og med min forgængers ord: Snyde fanden for endnu en taber.
For os socialdemokrater er uddannelse den lige vej til et bedre liv for den enkelte, frihed og fælleskab for alle og ikke mindst, at alle bidrager til den velstand, som er forudsætningen for vores velfærdssamfund.
Derfor er det også godt, at Albertslunds unge får et nyt gymnasium til byen om et par år.
Derfor er det også godt, at unge på kanten af uddannelse- og arbejdsmarkedet får nye muligheder gennem en omlægning af produktionsskolerne og dele af VUC-systemet.
Men det er de samme unge, der inde i byen, kan se kæmpebannere fra partier, der fortæller at nogle af de dyreste luksusbiler, er blevet flere 100 000 kr. billigere.
Det er de samme unge, der vil opleve af nogle af de kanaler, de trods alt bruger på DR, forsvinder, fordi DR skal spare 700 mio. kr.
Da regeringen og DF offentliggjorde besparelsen på DR, blev Brian Mikkelsen spurgt om, hvorfor skulle spare på DR. Han svarede med et ord: Skattelettelser.
Præcis samme svar giver regeringen, når den skal forklare, hvorfor den lægger op til 25% reduktion af udgiften til strøm i den nye energiaftale: Skattelettelser.
Der er ikke noget at sige til, at Venstre har ledsaget regeringens energiudspil med en kæmpe kampagne, hvor Venstres blå er skiftet ud med en grøn farve.
Men tag ikke fejl: regeringens energiudspil er kulsort. Hovedhjørnestenen er – måtte man forstå da udspillet blev lanceret – verdens største havmøllevindpark. Altså lige indtil en forsker afsløret, at verdens største havmøllevindpark – lige kunne snige sig ind på en 12-13 plads.
Men det alvorligste er dog, at alle andre og yderligere beslutninger om investeringer i vedvarende energi og energieffektiviseringer udskydes til efter 2025. Og det får konsekvenser: Vi mister grønne arbejdspladser. Klimaskaderne bliver værre – og det bliver rigtig, dyrt for vores børnebørn, når de som voksne fra 2030 og frem skal finansiere helt nødvendige investeringer i omstillingen af vores energisystem.
Så i det kommende år, hvor vi skal berede vejen for en socialdemokratisk regering, skal vi, når vi ser bannerne med luksusbilerne, bede danskerne om se klapvogne med børnebørnene i – og spørge sig selv om: hvilket samfund ønsker vi for dem.
For hvor borgerligheden river ned, bygger vi op.
Og vi skal bygge verden om FN’s 17 verdensmål, der blev vedtaget under Mogens Lykketofts formandskab. Det gælder nationalt og internationalt.
Det gælder også vores egen by: For som Albertslund greb FNs dagorden i 1992 om at tænke globalt og handle lokalt, vil vi favne FN’s 17 verdensmål og vise vejen. Give verden et lille nøk i den rigtige retning.
I solidaritet med planeten – og vores børnebørn.
God 1. maj.
