Venstres kampagne mod kontanthjælpsmodtagerne nåede et sjældent lavt bundniveau. Den var løgnagtig og helt misvisende. Læs her hvorfor.
454.215,00 – det var overskriften på Venstres kampagne mod modtagerne af kontanthjælp. Det stod på siderne af alle busserne og på store plakater. Det var Inger Støjberg og Lars Løkke for fuld og utroværdig udblæsning.
For det første: En stor del af disse penge, som en familie med to på kontanthjælp og tre børn modtog, var slet ikke kontanthjælp, men børnepenge, friplads i institution og boligstøtte, som alle med lave indkomster også får. Det gælder f.eks. også for to på HK´s mindsteløn med 3 børn, og for dem vil der være en gevinst på 2.000 kr. pr. måned efter skat ved at gå på arbejde.
For det andet: En kontanthjælpsmodtager uden børn kan maksimalt modtage ca. 130.000 kr. og med børn ca. 170.000 kr.
For det tredje: Påstanden om, at det ikke kan betale sig at gå på arbejde er modbevist i alle faktiske opgørelser fra beskæftigelsesministeriet. For nogle er gevinsten ikke så stor, men hertil kommer så også fordelen ved i det hele taget at være på arbejdsmarkedet.
For det fjerde: Selv om beløbet på 454.215 kr. kan synes af meget, så er det faktiske rådighedsbeløb, når alle faste udgifter er betalt for en trebørns familie bestemt ikke imponerende. Det fremgik interessant nok af nogle af bankernes såkaldte privatøkonomer, der råder folk omkring deres privatøkonomi. Der er ikke meget at slå til Søren med i form af tøj, fornyelser og fornøjelser.
For det femte: Påstanden om, at et kontanthjælpsloft vil få flere i arbejde har vist sig ikke at holde stik. Da den borgerlige regering indførte det i 2004 sammen med starthjælp og de andre nederdrægtigheder, kom der ikke flere i arbejde af den grund. Dansk Arbejdsgiverforening har endda dokumenteret, at flygtninge, som i de år kom til Danmark på starthjælp, har haft meget svært ved at komme i arbejde, og det kan ikke begrunde lavere ydelser, som arbejdsgiverne påstår, fordi de faktisk har levet på mindre end eksistensminimum.
For det sjette: Der er to sikre konsekvenser af at indføre lavere kontanthjælpsydelser. Den ene er, at de laveste lønninger på arbejdsmarkedet vil følge med ned – sådan er markedsøkonomi. Vi vil nærme os det tyske lønniveau, hvor man ikke kan forsørge en familie med en indkomst. Den anden stensikre konsekvens er, at det vil gå ud over en masse børn, der kommer til at vokse op i fattigdom uden at kunne leve det samme børneliv, som andre børn.
Alle disse konsekvenser prøver Venstre at skjule under plusordet – et moderne kontanthjælpsloft. De påstår også, at det kan finansiere en stor skattelettelse til de lave indkomster, men også det er løgn og bedrag – det er seneste påvist bl.a. af de konservative venner og af skatteministeriet. Skatteministeren sammenligner lettelsen med en stor bakke Stryhns leverpostej om måneden.
Det er en kampagne under bundniveau.
Har du kommentarer til dette, eller har du i øvrigt synspunkter og forslag er du velkommen til at skrive til mig på gn@bl.dk.