Vi vandt valget, men tabte regeringsmagten, fordi vores venner fik så ringe valg
Af Gert Nielsen
Efter en helt utrolig flot valgkamp med en tændt Helle Thorning i sit livs form fik vi endelig fremgang og blev landets klart største parti.
Men desværre fik både SF og Radikale dårlige valg, og Enhedslisten tabte også noget af den stærkt forøgede tilslutning, de tidligere havde haft. Det kunne Alternativet ikke opveje, selv om der endda kom 4 røde fra Nordatlanten.
Nu er Lars Løkke gået i gang med sine regeringsforhandlinger, som her ved redaktionens slutning langtfra er faldet på plads. Og vi har fået ny formand med Mette Frederiksen på posten.
Der skal herfra lyde en stor tak til Helle Thorning for en helt utrolig slutspurt og en indsats, som har været stadigt bedre, siden vi i efteråret indgik finanslovsforlig med rød stue. Jeg skal gerne indrømme, at ikke alt har været lige kønt og godt siden regeringsdannelsen i 2011. Men vi fik for alvor samlet partiet, da vi med stor succes fik solgt vores finanslovaftale i november, og siden er det gået fremad – med en helt utrolig slutspurt efter udskrivelsen af valget.
Helle valgte at træde af på valgnatten og overlod roret til Mette. Det har længe været en kendsgerning, at det bliver Mette, når Helle vælger at gå. Det lå i kortene, da rygterne om Helles mulige placering i EU for alvor kørte sidste sommer, og det er godt for vores parti, at der er så stor enighed om skiftet på formandsposten.
Herfra skal også lyde et meget stærkt velkommen til Mette, som jeg også personligt har kendt og samarbejdet med i forbindelse med mit arbejde i boligbevægelsen. Hun er et meget stærkt kort. Der er et dybfølt engagement, men hun har også i regeringsårene lært det politiske håndværk, som kræver en meget stor personlig robusthed, hvad Helle Thorning i enestående grad har demonstreret.
Den store tilbagegang for SF er vel delvist forståelig, når vi tænker på det kaotiske forløb i SF i forbindelse med SF´s udtræden af regeringen. Selv om det i en periode så ud til, at Pia Olsen Dyhr meget hurtigt havde fået klinket skårene, så har Alternativet givetvis gjort det svært at nå højere op. For R har lederskiftet også spillet ind, men samtidig har det heller ikke været særligt klogt med konstant at forsøge at bide os i flankerne. Ofte når vi udtalte os om et emne, kom der det modsatte synspunkt fra vores regeringspartner, der – som Niels Helweg har udtrykt det – ser en ære i at sikre, at partiet aldrig kommer over 5 pct.
Lokalt i Albertslund er vi også gået frem med 2,5 pct. fra 30,9 pct. til 33,4 pct. – ikke noget dårligt resultat.
Det skyldes også en meget stærk indsats fra vores mange aktive, som dominerede bybilledet under valgkampen. Læs også her i på hjemmesiden næstformand Karins tak til vores mange aktive.
Der er grund til optimisme, selv om vi tabte regeringsmagten. Det er godt at være medlem i landets største parti, der står stærkt sammen om en ny meget stærk leder. Vi har vist, at det kan lade sig gøre at komme igen, selv om vi i en periode har været dykket meget langt ned i meningsmålingerne.
Vi har en velfærdsdagsorden og en social bevidsthed, som danskerne holder af.
Har du kommentarer til dette, eller har du i øvrigt synspunkter og forslag, er du velkommen til at skrive til mig på gn@bl.dk.