Ved borgmester Steen Christiansen
I terrorens skygge
Sommeren er i reglen den fredelige tid på året. Desværre har formørkede og afskyelige kræfter, hvor få de end måtte være, været skyld i tragedier i Europa og verden over sommeren igen.
De to angreb i Frankrig, hvor Nice-angrebet kostede et ubegribeligt antal dræbte og sårede. Angrebet ved butikscentret München, hvor ni unge mennesker mistede livet. I foråret angrebet i lufthavnen i Bruxelles og tilsvarende terror i Asien med mange dræbte og sårede. Alle steder er det gået ud over uskyldige borgere, som tilfældigt var på gaden den dag. Afskyeligt.
Forsøg på militærkup i Tyrkiet
Endelig det blodige forsøg på militærkup i Tyrkiet, der uanset, hvad man måtte mene om den siddende præsident, var et forsøg på at vælte en demo-kratisk valgt regering. Et andet udfald kunne have fået endnu mere kata-strofale konsekvenser for Europa. Det kunne have bragt yderligere desta-bilisering i form af nye flygtningestrømme, usikkerhed om en i forvejen skrøbelig magtbalance blandt parterne i Syrien-konflikten, hvor Rusland, Teheran, Assad og Hizbollah står overfor Saudiarabien, USA og Europa om indflydelse i området.
Trump i Det hvide Hus?
Mere end nogensinde er der brug for handlekraft i Det Hvide Hus på et oplyst grundlag, og i den knap så fjerne horisont toner så Trump frem. Set fra Europa og Danmark er manden ”ren hat og briller”, men han og hans kam-pagne har gennemslagskraft blandt især hvide amerikanere, der er blevet ramt af arbejdsløshed og den økonomiske krise i de foregående år. Obama har rent faktisk bragt økonomien på ret kurs, hvor der nu på 72’ ende måned er stig-ning i antal af job. Tiden kalder mest af alt på et genvalg af besindige Obama.
Alligevel sommer
Og, hvis jeg så må sige det enkelt, er det jo gudskelov også sådan at livet går videre, og måske især i vores relativ mere fredelige del af verden. Det har været sommer, også til tider rigtigt varmt herhjemme, grillene har været tændt og vi har set familie og venner, som vi nok ser for lidt til, når hverdagen ruller.
Måske er der noget her, hvor vi skal hanke lidt op i hinanden og få set familie og venner fredage og henover weekenderne – også uden det betyder det store set-up. Det falder – det er i hvert fald mit indtryk – vores medborgere i Syd-europa lidt nemmere.
Kommunalvalg og budget
Også velkommen til et nyt politisk efterår. Til næste år ved denne tid vil et stort hold socialdemokratiske kandidater gå rundt med sommerfugle i maven, spændt på et kommunalvalg, der til den tid kun er få måneder væk.
Det er her i efteråret, du som medlem skal overveje, om du vil stille op, inden fristen udløber ved udgangen af året. Kontakt mig eller en fra gruppen, hvis du går og tænker på at stille op. Vi fortæller gerne om arbejdet i kommunal-bestyrelsen. Det er spændende.
Efteråret er også budgettid, og der må jeg konstatere, at sommeren har været barsk ved kommunens økonomi. Hele 54 mio.kr får vi i færre indtægter end forventet via udligning og bloktilskud. Årsagerne er mange men blandt andet ændrede sociale kriterier. Albertslunderne har fået en lidt bedre privat-økonomi, befolkningstallet stiger ikke. Der er også andre faktorer. Det bliver vigtigt, at der i de kommende uger er tæt dialog mellem gruppe, bestyrelse og medlemmer, så vi i fælleskab holder kursen for det socialdemokratiske velfærdsprojekt Albertslund, og det skal såmænd nok lykkes.
Nok en gang!