Af Mogens Lykketoft
Den 1.maj sagde Socialdemokratiets formand, at partiet ikke vil medvirke til nye såkaldte reformer, hvor man påstår der kan skabes større arbejdsudbud ved skattelettelser.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen var ude med et kritisk råb om, at Mette Frederiksen med denne afvisning anbefalede en reaktionær økonomisk politik.
Men realiteten er, at det er finansministeren, der er fastlåst i forældede neoliberale forestillinger om hvad der skal til at få folk i arbejde og vækst i dansk økonomi.
Der er brug for et frontalt opgør med de økonomiske forestillinger, der styrer finans- og skattepolitikken. Der er brug for at fokusere på de nationaløkonomiske og menneskelige tab ved stor ulighed. Der er brug for en længere tidshorisont og bedre samfundsforståelse, hvor indregner gevinsten ved at bruge penge på at uddanne folk. Der brug for opgør med den vrangforestilling, at offentlige udgifter generelt er skadelige for væksten, at velfærd gør folk dovne, men at skattelettelser driver væksten fremad og endda at det giver mest vækst, når de uddeles i toppen af indkomstpyramiden!
Finansministeren er helt ude af trit med de store mål for klima og bæredygtig udvikling, som Danmark sammen med alle andre lande har tilsluttet sig – eftersom hverken en harmonisk og ligelig social fordeling eller offentlige goder som rent miljø, stabilt klima og harmonisk social udvikling indgår i ligningen.
Progressive økonomer rundt i verden gør op med bruttonationalproduktet som relevant mål for velstand og taler om, at kun fremskridt, der kommer folk bredt til gode, er værd at regne med. Denne erkendelse er også vokset under indtryk af udviklingen i USA, hvor den rigeste ene procent af befolkningen har hamstret hele samfundets velstandsstigning de seneste 35 år!
De neoliberale modeller kan jo i øvrigt slet ikke forklare, at Danmark med høje skatter, ligelig indkomstfordeling og høje sociale ydelser også blev et af de lande i verden, der har klaret sig bedst i den internationale konkurrence og har flest af sine borgere mellem 18-65 år i arbejde eller uddannelse.
Derfor er det så knusende nødvendigt, at man standser snakken om skattelettelser for at ’det bedre kan betale sig at arbejde’. Det øger kun ulighederne i levevilkår.
Et stærkt samfund kan altid – uden at øge uligheden – insistere på at folk tager et arbejde i stedet for passiv forsørgelse, eller at de går mellemvejen over en uddannelse, der kan få dem i arbejde. En bæredygtig politik for mere arbejdsudbud handler om, at samfundet er i stand til at sikre sine borgere de kvalifikationer, der kan sikre dem arbejde til en anstændig løn; ikke om at presse løn og sociale ydelser nedad, så flere melder sig i arbejde til en løn, de knapt kan leve af. Og i øvrigt er viljen til at flytte sig og søge arbejde større i Danmark end i mange lande med ringere social tryghed.
Fremtidens skattereformer skal i stedet have fokus på bedre at understøtte produktions- og forbrugsmønstre, der forebygger miljø- og klimakatastrofer. Og den skal suppleres af en ambitiøs statslig forsknings- og udviklingspolitik, der understøtter virksomhederne i at fastholde og udbygge en førerposition på de teknologier og produkter, verden får endnu mere brug for fremover. Tiden er ikke til at skære ned på ambitionerne, mens resten af verden skruer op.
En af mine vigtigste opgaver som formand for FN’s Generalforsamling i 2016 er netop nu at medvirke til, at verdens lande i fuld fart går i gang med at realisere målene for klima og bæredygtig udvikling.
Hvis vi ikke handler her og nu for at stabilisere klimaet, så forspilder vi definitivt muligheden for at stabilisere den globale opvarmning på højst 2 grader. Og hvis temperaturstigningen og de ekstreme og ustabile vejrforhold får lov at accelerere, så vil det i de næste årtier udløse ukontrollerede folkevandringer og konflikter i en skala, der er mange gange større end de problemer, vi har så svært ved at håndtere ordentligt i nutiden: Store, tætbefolkede områder vil blive oversvømmet eller på anden måde ubeboelige, så hundredvis af millioner mennesker må flytte sig. Og omkostningerne vil opsluge alle de midler, vi har brug for til at sikre en verden uden ekstrem fattigdom og sult og med skole og sundhedspleje til alle.
Derfor skal vi de næste 15 år mobilisere tusindvis af milliarder dollars til investering i vedvarende energikilder, energibesparelser, miljøvenlige byer og transportsystemer og ændringer i vores ressourcefråsende måde at producere og forbruge på. Vi skal gøre det, fordi den nuværende livsform og tredoblingen af antallet af mennesker i de 70 år, jeg har levet, har bragt os ud til kanten af, hvad kloden kan klare uden total disharmoni. Og vi kan gøre det, hvis vi har det rette politiske perspektiv og den fornødne politiske handlekraft. For vi har dén viden, der skal til, og vi bliver hele tiden hjulpet af vældige teknologiske landvindinger.
Regeringerne skal sørge for rammevilkår for private investorer, der gør det indlysende bedst at investere bæredygtigt. Regeringerne skal derfor sørge for markedsvilkår, der bidrager til at det er den bæredygtige investering – dén der nødvendig for menneskehedens fremtid – også den privatøkonomisk mest profitable. Det kræver. blandt meget andet, afgifter, der sikrer en høj pris på kul og CO2-udledning og understøtter hurtig udbredelse af de vedvarende energikilder, der er blevet eksplosivt meget billigere de seneste år.
Men vi får kun verdens fattigste lande med på den bæredygtige udvikling, hvis de rige lande lever op til de løfter om udviklingsbistand, de bekræftede både på FN-mødet i Addis Ababa i sommer og ved klimakonferencen i Paris. Derfor er det helt forkert at skrue ned på vore ambitioner også på dette område.
Alle lande behøver deres retmæssige skatteindtægter for at finansiere det offentliges del af den store omstilling. Derfor er der brug for et langt stærkere internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattesnyd – og bedre kapacitet og kompetence i de nationale skattesystemer.
Som rigtigt påpeget af Socialdemokraterne forleden kan skatteindtægterne i Danmark på sigt hæves markant ved omsider at investere i at genskabe et velfungerende skattevæsen, der kan værne os mod svindel og flugt til skattely som dét, der nu i stor skala er afsløret i Panama. Derved kan både skaffes midler til at fremme en hjemlig udvikling og øget bistand til de fattigste lande.
