På kommunalbestyrelsesmødet i marts 2023 har vi i Socialdemokratiet stillet et forslag om muligheden for at oprette et kommunalt klimaselskab for udbredelse af solcelleanlæg på vores kommunale tage. Dette er netop lige blevet behandlet og godkendt til videre behandling i Miljø & Byudvalget. Tusind tak til de øvrige partier for at bakke op.
Vi ønsker at selskabet skal understøtte målene i Klimaplan 2050 for Albertslund
- Varmeforsyning vil være CO2 -neutral
- Elforsyning vil være CO2 -neutral
- Kommunale ejendomme og maskinpark vil være CO2 -neutral
I Albertslund udgør bygninger og bebyggede arealer knap 30% af kommunens samlede areal eller 6,7 km2 og heraf udgør bygninger ca. 2,3 km2 eller næsten 10 % af kommunes areal. Kunne blot 10% af det tagareal udnyttes til solceller, ville der kunne produceres el fra solceller svarende til 7.500 boligers årlige elforbrug eller over halvdelen af boligerne elforbrug. I dag er der næsten 13.500 husstande i Albertslund.
Det giver derfor god mening at undersøge mulighederne mere bredt for solceller i en kommune, hvis man ønsker CO2-neutral produceret el og dermed at bidrage til en grøn omstilling af kommunen.
På den baggrund, og da kommunen indenfor nogen år skal renovere bl.a. skolernes tage, er det vigtigt at få afklaret muligheden for etablering af kommunale solcelleanlæg ifm. bygningsrenoveringer.