Af Mogens Lykketoft
Anker Jørgensen – Danmarks statsminister gennem 9 vanskelige år – er død.
Det er en kæmpe i den danske arbejderbevægelses historie, et menneske med et varmt bankende hjerte for de svage og udsatte, en hæderlig, sympatisk og ordentlig mand og en stor folkelig skikkelse, der ikke mere er iblandt os.
Anker Jørgensen var født i 1922 i Sundby på Amager i fattige kår. Han mistede sin far som 2-årig og sin mor som 5-årig. Derfor voksede han op hos sin faster Karla, som satte ham i Vajsenhusets skole.
Han forlod skolen som 14-årig, stod kort i lære som bogbinder, men blev i stedet bud hos en grønthandler, arbejdsdreng på en låsefabrik og siden lagerarbejder på FDB.
Selv om Anker Jørgensens formelle ungdomsuddannelse var kort, var han en uhyre videbegærlig og belæst mand. Hans lejlighed på Borgbjergvej bugnede af bøger. Han uddannede sig gennem hele sit lange liv. Det blev også til 3 måneder på Harvard Universitetet i USA.
Anker Jørgensen arbejdede mange år som ufaglært og blev hurtigt tillidsmand. Han var formand for Lager og Pakhusarbejderne i København, – blev siden redaktør af medlemsbladet for Dansk Arbejdsmands- og Specialarbejderforbund og endelig formand for Forbundet, der i dag er i 3F.
Der var aldrig tvivl om Anker Jørgensens politiske ståsted. Han tjente nogle år som socialdemokratisk medlem af Københavns borgerrepræsentation, og blev i 1964 også medlem af Folketinget.
3. oktober 1972 blev Anker Jørgensen ved Jens Otto Krags overraskende afgang på dennes initiativ Danmarks statsminister.
Den første regeringsperiode blev kort, da Socialdemokratiet tabte 24 mandater ud af 70 ved jordskredsvalget i december 1973.
Men allerede i februar 1975 var Anker Jørgensen tilbage som statsminister. Gennem de følgende 7½ år ledede han Danmark i en politisk ustabil og økonomisk vanskelig periode i kølvandet på oliekrisen. Det blev til mange brede forlig og en kort periode med fælles regering af Socialdemokratiet og Venstre. Det blev også til meget flotte valgsejre i 1977 og 1979. Valget i 1981 var derimod et tilbageslag, som blev optakten til Anker Jørgensen-regeringens frivillige afgang i september 1982, da forsøgene på ny kriseindgreb var strandet.
Anker Jørgensen gik i 1987 af som formand for Socialdemokratiet og blev efterfulgt af Svend Auken. Men hans virke i Folketinget standsede først i 1994 efter 30 års medlemskab.
Jeg har haft det privilegium på nærmeste hold at opleve Anker gennem mange årtier. Det gjorde jeg både da han som forbundsformand var en af mine arbejdsgivere i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd og efter at han i januar 1981 gjorde mig til minister.
Jeg oplevede ham både som det internationalt engagerede menneske, der fra midten af 1960’erne vendte sig mod USA’s krig i Vietnam og siden mod atomoprustningen i 1980’erne og som statsministeren, der efter jordskreddet i 1973 under utroligt ugunstige økonomiske og politiske forhold genskabte den folkelige opbakning til velfærdssamfundet.
De seneste år var Anker fysisk svækket. Men der var mange lyse glimt. Jeg besøgte ham i hans lille ældrebolig i Valby foråret 2012, hvor vi fik en god snak om gamle og nye dage. Hans 90 års fest samme sommer var en flot hyldest. Og lige da vi havde hørt, at nu kom Anker ikke ud mere, så kom han i sin rullestol, men veloplagt og fuld af humør og erindring, på besøg i Folketinget i august 2013.
Nu er den gamle kæmpe her ikke mere.
Anker var ægte, med stærke holdninger og stor åbenhed over for andre mennesker. Han var folkelig i ordets allermest positive betydning.
Derfor er det ikke muligt at skelne mellem mennesket og politikeren Anker Jørgensen.
Filosoffen Immanuel Kant har formuleret dét, som også blev mottoet for Ankers lange liv og virke:
’Du skal handle således, at dine handlinger kan danne mønster for et helt samfund’
Æret være hans minde
Se nyheder fra mig på facebook, twitter, www.lykketoft.dk og www.un.org/pga
