Af Mogens Lykketoft
Her ovre i FN i New York sidder jeg som formand for Generalforsamlingen og undrer mig over, at der ikke er mere debat i Danmark om alle de tiltag fra regeringen, der er ved at ændre os fra foregangsland til bagtrop i indsats for klima og bæredygtighed.
I 2015 vedtog FN’s medlemslande i enighed meget ambitiøse og nødvendige mål for en global udvikling frem til 2030, der er både miljømæssigt, socialt og økonomisk bæredygtig. Det handler om at gribe ind, før vi uopretteligt forpester tilværelsen for fremtidige generationer med global opvarmning, miljøkatastrofer, og enorme uligheder, hvor en stor del af menneskeheden er ofre for sult og fattes skole og sundhedstjeneste.
I Addis Ababa sidste sommer vedkendte alle rige lande sig forpligtelserne til omsider at leve op til at yde mindst 0,7 pct, af bruttonationalindkomsten i udviklingsbistand til de fattigste lande – og til at styrke det internationale samarbejde mod skattesnyd og skattely for at sikre fattige og rige lande deres retfærdige indtægter og skaffe finansiering til at nå målet for udviklingsbistand.
Ved den historiske klimaaftale i Paris bekræftede landene desuden den særlige forpligtelse til at nå op på en særlig klimabistand til de fattigste lande på 100 milliarder dollars.
Nedskæringerne i dansk international bistand trækker ulykkeligt hårdt den forkerte vej i forhold til de mål, den nuværende regering selv har forpligtet sig på ved sidste års FN-aftaler. Det er både bilaterale bistandsprojekter og det danske bidrag til FN’s indsats – ikke mindst midler til ligestilling, sundhed og børn i de fattigste lande – der er ramt.
Samtidig er den hjemlige sociale ulighed forøget, fordi de fattigste af vore børnefamilier er ramt hårdt af sparekniven på kontanthjælpen.
Det er forstemmende, at en regering, der har forpligtet sig til at imødekomme det skrigende behov for at bekæmpe fattigdom lokalt og globalt, fastholder en økonomisk teori om, at større ulighed er en nødvendig og sympatisk vej til at få folk i arbejde: Sandheden er, at der større vilje og mobilitet hos de lavtlønnede til at søge arbejde i Danmark end i lande, der har et ringere socialt sikkerhedsnet end vi. Og det er desuden ikke socialt bæredygtigt at presse mennesker i arbejde til en løn, de ikke kan leve af.
Der er i Danmark 2016 heller intet bevis for en påstand om, de velbjergede arbejder mere, fordi man sænker deres skat i almindelighed eller deres topskat i særdeleshed. Hvis vi skal have større og bedre udbud af arbejdskraft handler det først og sidst om at samfundet investerer i at forbedre menneskers kvalifikationer, så de kan klare kravene på fremtidens arbejdsmarked.
Skattereformplaner i det 21.århundrede bør i stedet have fokus på, hvordan vi fremmer energibesparelser, omlægning til vedvarende energikilder og i det hele taget bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre.
Derfor er det så forstemmende og uforståeligt, at regeringen i København – netop som verden enes om at gøre meget mere – skruer ned for ambitioner for og tilskyndelser til dén klima- og miljøindsats, der hidtil har gjort Danmark til et foregangsland. Positionen som foregangsland har givet os mange nye job og eksportmuligheder inden for de erhvervsområder, hvor fremtidens vækst vil være, hvis de store mål for klima og bæredygtighed skal realiseres.
Siden FN’s topmøde i september 2015 har vi her i New York diskuteret og planlagt indsatsen for at nå målene for bæredygtig udvikling,
Klimamålet er en del af helheden, og indsatsen her er særligt hastende: Hvis vi ikke stopper den globale opvarmning ved under 2 grader, vil det udløse så store katastrofer med ustyrlig tvungen migration og nye konflikter, at det vil opsluge alt dét vi havde brug for til at udrydde fattigdom.
21.april stod jeg som formand i spidsen for møder i FN med en lang stribe regeringschefer og erhvervsfolk for at fremme forslag om, hvordan vi skaber de rammer for markedet og de finansieringsmodeller, der bringer os til opfyldelse af målene. De progressive erhvervsfolk efterlyste regler og afgifter, der fremmer bæredygtige investeringer – herunder en høj pris på CO2-udslip og f.eks. regler, der fremmer bæredygtigt byggeri og kollektive trafiksystemer.
I den samme uge afviste den danske regering – trods ønsker fra repræsentanter for byggebranchen – nye regler for bæredygtige byggestandarder, – samtidig med at det blev meddelt fra regionerne, at de kommende supersygehuse på grund af økonomisk stramme vilkår alligevel ikke bliver bæredygtige byggerier.
Derudover er der massiv tvivl om viljen til at finde penge til de fremtidige investeringer i kollektiv trafik fra letbane i hovedstaden til elektrificeret, hurtig togforbindelse til Aalborg. Debatten er sandet til i gammeldags cigarkassetænkning i stedet for at holde fokus på en bæredygtig fremtid.
Den danske regering fremstår som direkte modstander af alt dét, der skal styrke værnet om miljø og klima. Det fandt et af sine mange udtryk ved beslutningen om at øge landbrugets miljøbelastning!
Regeringen tromler samtidig fremad med frontale brud med solide danske politiske traditioner for at forlig binder henover valg og skiftende regeringer. Nu truer den med at omgøre også energiforliget fra 2012 uden accept fra alle sine forligspartnere.
Således vil man ophæve PSO-afgiften på elforbrug, fordi man påstår, at danske erhverv har et konkurrenceproblem med el-priserne. Det er meget misvisende. De mest sårbare erhverv har allerede rabat på afgiften, og el-priserne i Danmark er trods afgiften lavere end i de lande, vi konkurrerer med.
Helt basalt vil endnu lavere el-priser bare forsinke energisparetiltag både hos erhverv og forbrugere – til skade for klima og miljø.
PSO-afgiften er lavet som en stabil mekanik til at sikre mindstepris på vedvarende energi og dermed fremme omstillingen væk fra fossile brændstoffer. Men denne mekanik er nu truet:
Det er uklart, hvor milliarderne fra PSO-afgiften i stedet skal findes. Meget tyder på at erhvervene skal slippe helt, men at borgerne i stedet for en mindre regning via elprisen skal betale en større regning ved højere skat og/eller nedskæring i velfærden. Samtidig vil regeringen bremse investering i vedvarende energi via havvindmøller. Det sker uden skelen til risikoen for økonomisk bagslag for staten, når man snart vil sælge aktier i DONG, der jo har stor ekspertise og indtjeningsmulighed netop i havvindmøller!
Hvor tosset kan det blive?
Se nyheder fra mig på facebook, twitter, www.lykketoft.dk og www.un.org/pga
