TERRORTRUSLEN
Ugen, der gik, har igen været domineret af debatten om terrorbekæmpelse og ytringsfrihed.
3,7 millioner mennesker på gaderne i Frankrig forrige søndag var en imponerende og bevægende manifestation af national enhed og opbakning til republikkens værdier og ytringsfriheden under overskriften ’Je suis Charlie’. Og det var meget fornemt, at vores statsminister var med i front sammen med 40 andre statsledere. Og det var godt, at der var massiv deltagelse i demonstrationerne fra mennesker af alle hudfarver og religioner.
Men det betyder jo ikke, at alle mennesker har samme forståelse af balancen mellem ytringsfrihed og forulempelse som de fleste af os: Rundt om i den muslimske verden er det stadig nemt at opildne for dem, der mener at tegninger, der vise eller forhåner profeten, forulemper deres religion. Vi har ikke fundet koden til en afslappet og fri debat på tværs af globale forskelle i kultur og religion.
Den anden side af sagen er, at der ude omkring i vort og andre europæiske lande lurer risikoen for uovervejet fjendtlighed mod alle muslimer – også mod det store flertal af borgere med muslimsk tro, der inderligt ønsker at leve fredelig sammen med alle andre. Der er så helt åbenbart brug for med endnu større styrke at presse på for opbrud i de ghettolignende forstæder, hvor millioner af europæiske muslimer lever afsondret fra resten af samfundet, hvor integrationen ikke er lykkedes og hvor arbejdsløsheden derfor er tårnhøj blandt rodløse unge. For det er her jordbunden er frodig for at de vanvittige ekstremistiske bevægelser, der bygger deres virke op med haderetorik og som inspirerer til myrde i Allahs og Muhammeds navn, kan give tilværelsen en ny, pervers mening for dybt marginaliserede og kriminelle unge. Det er jo netop den sociale baggrund for de tre attentatmænd i Frankrig. Nutidens terror er typisk ikke direkte planlagt og dirigeret fra fjerne steder i Yemens ørken, hos IS-folk i Syriens og Iraks udkanter eller i Toba Bora bjergene i Afghanistan. Morderne er unge rodløse islamister, der er vokset op i vore egne samfund, og som måske er inspireret fra besøg hos deres åndsfæller i krigszonerne; eller blot er blevet opildnet over internettet og vreden over egen sociale isolation i landet, hvor de lever. Deres angreb ser ud til at være individuelle og spontane og udført med skydevåben, de selv har købt på det sorte marked. Denne form for terror er vanskeligere at forebygge og opspore end de organiserede internationale netværk, som de nationale efterretningstjenester i et godt indbyrdes samarbejde har haft fokus på siden 11.september 2001.
Desværre har justitsminister Mette Frederiksen derfor helt ret, når hun påpeger, at terrortruslen er et grundvilkår, vi må leve med lang tid fremover. Vel er risikoen for den enkelte i vores del af verden for at blive ramt ved terrorangreb mikroskopisk sammenlignet med komme ud for et trafikuheld. Men terrortruslen rammer os psykologisk og socialt på en helt anderledes voldsom måde. Derfor må og skal vi blive endnu effektive i indsatsen for at forebygge konkrete angreb . Det kan betyde, at efterretningstjenesterne skal have flere ressourcer. Det vil betyde, at vi skal have nye redskaber som adgang til at fratage pas til unge, der vil til Syrien at kæmpe, og udveksling af flypassagerlister på tværs af grænserne. Det vil også føre til skærpet grænsekontrol: Ikke med bomme, men med elektronisk overvågning af trafikken ud og ind af landet. Udfordringen med at sikre balancen mellem tryghed og retssikkerhed er bestemt ikke blevet enklere at håndtere.
Mange hilsner
Mogens Lykketoft
Se nyheder fra mig på facebook og på twitter og www.lykketoft.dk
