Nyhedsbrev fra Mogens Lykketoft – 24. maj 2015


Mogens-Lykketoft-fotograf-Steen-Brogaard-150x150Tanker ved Finn Aabergs død.

Det var ikke uventet, men dybt vemodigt at få meddelelsen om Finn Aabergs død. Vi vidste, at Finn var alvorligt syg. Vi havde set, hvordan han i årtier på næsten mirakuløs vis kunne holde sclerosen stangen og trods handicappet udføre sin utroligt flotte politiske gerning.

Men når døden rammer en god ven og beundringsværdig kampfælle fra egen generation, så kalder det mange minder og mange tanker frem. Jeg har – i den første årrække som borger i Albertslund og nu i 26 år som socialdemokraternes lokale folketingsmand – haft den store glæde at opleve Finns kommunalpolitiske indsats gennem fire årtier og hans mere end 30 år som borgmester.

Finn var ildsjælen, der altid havde sit socialdemokratiske kompas i orden. Vilje til omsorg for de svage og retfærd for de mange var altid i centrum.  Ambitionen om at bygge nye boligområder, der gav familierne og ikke mindst børnene gode  muligheder. Troen på fællesskabet.

Finn var borgmesteren, der i en epoke tegnede billedet af Albertslund som den progressive, miljørigtige, børnevenlige, eksperimenterende kommune. Midt i mange års ophidset diskussion på Vestegnen om de uomtvistelige integrationsproblemer, var Finn manden, der med fremsynet skole-, bolig- og arbejdsmarkedspolitik kombineret med en klar analyse og afmålt retorik gjorde noget ved udfordringerne.

Finn skal også huskes som den mangeårige formand for Danmarks Radio, der kæmpede for bevarelsen af den gode, stærke public servicekanal og imod alle forsøg på at ensrette nyhedsformidlingen til fordel for de aktuelle magthavere. En forkæmper for ægte ytringsfrihed, og samtidig en mand med stor interesse for formidlingen af kunst og kultur. Med sin stærke musikinteresse blev han kraften bag den prægtige koncertsal i den ny DR-by, der både som kontroversiel byggesag og som varigt kulturelt fyrtårn kan sammenlignes med Sydney-operaen.

Finn Aaberg var en politiker, der holdt sig på toppen og spidsen ved at tale op til sine medmenneskers forhåbninger og gode vilje,  og som aldrig forfaldt til at appellere til deres fordomme.

Derfor skal han huskes som et forbillede i sin kommune og sit parti – også når vi med fuld kraft kaster os ud i de næste kampe for at holde socialdemokratiske holdninger og værdier i førersædet både i landets regering og Albertslunds kommune styre.

Æret være Finn Aabergs minde.

Mange hilsner
Mogens Lykketoft

Se nyheder fra mig på facebook og på  twitter og www.lykketoft.dk


Borgmesteren på Facebook

Arrangementer mv,

<< sep 2024 >>
MTiOToFLS
26 27 28 29 30 31 1
2 3 4 5 6 7 8
9 10 11 12 13 14 15
16 17 18 19 20 21 22
23 24 25 26 27 28 29
30 1 2 3 4 5 6

Tidligere nyheder

Få indflydelse på hvordan Albertslund skal udvikle sig fremover:

Meld dig ind i Socialdemokratiet i Albertslund.

Kontingent:

Årligt: kr. 500,00 kr.
Halvårligt: 250,00 kr.

Hvis du er fyldt 65 år, kan du få nedsat kontingent:

Årligt: 250,00 kr.
Halvårligt: 125,00 kr.

Du kan tilmelde kontingentbetalingen til BetalingsService.