Stikord om lighed, bæredygtighed og international solidaritet
Det er opmuntrende at FN med de 17 mål for bæredygtig udvikling har udstukket en retning for verden med stærkere omsorg for de svage, stærkere international solidaritet og en ny form for økonomisk ansvarlighed, der er både socialt og miljø/klimamæssigt bæredygtig.
Det er da vel også Socialdemokratiets projekt. Der er brug for profil, holdninger, kant til de borgerlige og vedvarende opgør med deres utålelige nedskæringer af velfærden og forstærkning af uligheden.
Kontanthjælpens niveau må genoprettes: Det er uanstændigt at skære eneforsørger med et barn med over 2000 kr. i rådighedsbeløb om måneden. Og der er ældre langtidsledige og grupper af langtidssyge, der enten bør gengives adgang til førtidspension eller have en anden form for ydelsesløft.
Man kan anstændigvis ikke låse flygtninge, der får ophold i vores samfund, fast på de borgerliges sulteydelse og afskære dem fra muligheden for at kunne betale en ordentlig bolig. Vi bygger kun op til endnu større integrationsproblemer og en virkelig ussel underklasse med børn uden reelle chancer.
Opgøret med spare- og nedskæringspolitikken er en brændende debat overalt i Europa og vil være en nødvendig del af en ny socialdemokratisk offensiv. Det er ikke ’uansvarlig’ økonomisk politik at sætte fremgang i beskæftigelsen foran inddæmning af gældssætningen. Tværtimod. I sidste ende er fremgang i beskæftigelsen forudsætningen for orden i finanserne. Det er ikke nogen ny erkendelse. Det er en erkendelse, der gennemsyrede hele min økonomuddannelse og min praksis som finansminister.
Og for resten er forudsætningen for at nå de globale klima- og miljømål massive lånefinansierede investeringer i alternativ energiforsyning m.v. Det kan være med til skabe større vækst og beskæftigelse. For hensyn til klima og miljø ikke er en blokering for vækst, men derimod en forudsætning for en fortsat vækst, der kan foregå uden at vi forspiser os klodens ressourcer og forpester vores omgivelser.
Det kan ikke nytte, at vi fortsætter med at udhule samfundets indtægter, hvis vi skal have rum til at investere i miljø og klima rette op på de sociale skævheder. Det er meningsløst at gå ind i et skatteforlig om nye lettelser i skatterne, blot fordi vi kan få lov især at sprede dem ud som latterligt små lettelser til alle.
Hvis vi bare reducerer vore forventninger til hvad vi kan levere af velfærd, hver gang borgerligheden udhuler skatteindtægterne, så accepterer vi, at vort eget projekt om velfærd og omfordeling i historisk perspektiv er under afvikling.
Hvorfor skal vi dog acceptere dette, når vores model har været en tordnende succes, som berømmes af flere og flere i resten af verden? Se f.eks. hvordan Bernie Sanders i USA fører kampagne på Danmark som forbillede i social retfærdighed.
Det er faktisk også en model som den gamle danske, der er indeholdt FN’s ny mål for bæredygtig verdensudvikling: Det er enormt opmuntrende, at FN’s medlemslande har bakket op om kravet om at kæmpe ulighed i og mellem landene, og taler om nødvendigheden af at skaffe ressourcer til at alle får adgang til ordentlig uddannelse og sundhed. Det fremhæves korrekt at et samfund som helhed mister, hvis ikke alle dets borgere får mulighed for at udvikle deres talenter.
En ny progressiv skole af økonomer anfører at en vækstmodel som dén især USA har haft de seneste 35 år – hvor den rigeste ene procent har bemægtiget sig hele den økonomiske fremgang i landet, er opskriften på social og politisk destabilisering, der på langt sigt vil svække den økonomiske udvikling.
Vi kan i Danmark hente flere skatter hos de mere velhavende. Vi skal ’bare’ trodse de borgerlige regnemodeller, der påstår at alle skattelettelser – og især til de rige – er gavnlige, fordi de skaber øget arbejdsudbud, og alle offentlige udgifter er skadelige for væksten, fordi de gør folk dovne. Tænk hvis Stauning havde troet på dét. Så havde vort samfund lignet USA’s i dag.
Der er ikke brug for flere skattereformer, der ’øger gevinsten ved at arbejde’ – især for velhavende folk – og gør ulighederne i levevilkår endnu større.
Fremtidens skattereformer bør i stedet handle om at skattesystemet bedre understøtter produktions- og forbrugsmønstre, der forhindrer miljø- og klimakatastrofer. Først og fremmest skal de bidrage til at gøre grøn investering den indlysende bedste investering – ikke bare for menneskeheden og på langt sigt, men også den mest profitable for virksomhederne her og nu!
Vi kan også hæve skattegrundlaget ved at håndhæve de regler, vi har for at imødegå skatteflugt til udlandet.
Vi har en global forpligtelse til at bekæmpe skattely og hjælpe også de fattige lande til at inddrive deres retmæssige skatter, der kan finansiere deres bæredygtige udvikling. For dem er internationalt samarbejde af den karakter meget mere værd end traditionel udviklingsbistand. Men det er også os selv vi skal hjælpe.
Vi bliver nødt til at lave en realistisk plan for ekstra investering i et fungerende skattevæsen. Alt for mange milliarder er tabt i manglende værn mod skattesvindel og skatteundvigelse – og manglende inddrivelse af restancer; og opretholdelsen af fornuftig ejendomsbeskatning er under pres, fordi skatte væsenet ikke har haft ressourcer til at rette åbenbare urimeligheder i værdiansættelsen i tide.
Vi er i en tvangssituation i hele Europa og nødt til at bremse fordi vi ved at vi ikke kan klare integrationen og fordi vi ved at uændret stor tilstrømning risikerer at styrke fremmedfjendtlige, nationalistiske og halvfascistiske kræfter og gøre ende på udsigterne til centrum-venstre-regeringer og velfærdssamfund. Men balancen er svær at finde, hvis man også vil holde fast i medmenneskeligheden.
Hvad vi ikke mener vi kan klare herhjemme må vi kompensere ved til gengæld massivt at øge hjælpen i de meget omtalte nærområder, hvor nabolandene er ved at segne og hvor FN og andre nødhjælpsorganisationer hidtil kun har fået penge til at dække halvdelen af behovet.
I en verden, hvor konflikter, humanitære katastrofer og klimaforandring kræver flere midler, og hvor vi med målene for bæredygtig udvikling og klimaaftalen faktisk har forpligtet os til at yde mere er det helt uholdbart med den borgerlige regerings nedskæringer i udviklingsbistanden.
Vi kan kun bremse den ukontrollable og politisk uhåndterlige flygtningestrøm og undgå en endnu større i fremtiden ved både at øge massivt vores indsats i konflikternes nærområde og vort bidrag til langsigtet bistand til at bæredygtig udvikling i verdens fattige lande. Ellers bygger vi op til endnu større flygtningestrømme til vore strande i næste generation som følge af miljø- og klimakatastrofer og deraf følgende højere konfliktniveau i verden.
Derfor er det både usympatisk og uklogt at Danmark skærer mange milliarder af den langsigtede bistand til fattige lande og afgørende finansieringsbidrag til en lang række af FN’s underorganisationer, hvor Danmark traditionelt har været en stormagt sammen med de øvrige nordiske lande. I 2016 vil Danmark reelt sende 0,4-0,5 pct. af BNI ud af landet i langsigtet international bistand – det er kun halv så meget som vi gjorde i 1990’erne.
Se nyheder fra mig på facebook, twitter, www.lykketoft.dk og www.un.org/pga
