Det undrer mig, at det historiske forhandlingsresultat i FN om de nye mål for bæredygtig global udvikling har fået så lidt opmærksomhed. Lidt mere interesse var der heldigvis for præsident Obamas handlingsplan mod global opvarmning, der absolut ikke tilfældigt udkom i samme døgn som enigheden blev opnået i FN.
Begge initiativer er et opgør med dén populisme og mangel på udsyn, der fornægter dé problemer, som en stort set enig flok af videnskabsmænd verden over appellerer til os om at løse.
Der er skabt et fantastisk godt afsæt for forstærket engagement fra politikere, civilsamfund og forretningsliv.
Derfor bedrøver det mig lidt, at mange engagerede NGO-folk taler mest om alt dét, der stadig kan gå galt:
Vi har aldrig haft et bedre udgangspunkt for en selvforstærkende positiv udvikling end FN’s nye handlingsplan, som bliver bekræftet af verdens stats- og regeringschefer på topmødet i New York sidst i september.
FN-dokumentet er revolutionerende, fordi det fastslår, at kamp mod fattigdom og mod miljøødelæggelse er to sider af samme sag:
Siden FN vedtog årtusinde målene for 15 år siden har vi faktisk halveret den ekstreme fattigdom i verden. Det er flot.
Men samtidig er uligheden vokset, og miljø og klima helt uholdbart yderligere belastet.
Derfor er der brug for en anderledes omfattende indsats de næste 15 år:
Vi får aldrig kræfter til helt at udrydde denne verdens ekstreme armod, hvis ikke vi skaber langt større lighed i fordelingen af goderne mellem rige og fattige lande og mellem rige og fattige mennesker i de enkelte lande.
Og hvis ikke vi sadler om NU, ædes vores velstand op af klimaforandringer, miljøkatastrofer, ukontrollerede folkevandringer og nye konflikter.
Det kræver store forandringer både i produktionsmetoder og forbrugsmønster – ikke mindst en supergrøn energipolitik. Det kræver ny infrastruktur og en stærkere uddannelses- og forskningsindsats, der når ud til alle hjørner af verden.
FN-mødet i Addis Ababa i juli trak linjerne op for, hvordan vi mobiliserer de tusindvis af milliarder dollars, der skal investeres for at sikre en både socialt og miljømæssigt bæredygtig udvikling:
De rige lande skal omsider leve op til deres tilsagn om mindst 0,7 pct. af BNP i udviklingsbistand.
De enkelte lande skal investere. Pengene skal skaffes ved at bekæmpe korruption og opbygge effektive skattesystemer; et internationalt samarbejde mod skatteflugt og skattely skal sikre, at rige selskaber og individer betaler skat, dér hvor de tjener pengene.
Private investorer – herunder pensionsfonde – samt regionale udviklingsbanker skal levere den allerstørste indsats. Derfor må staterne skabe sikre rammevilkår og regulere markedet, så det er klart, at det er bæredygtige investeringer, der på længere sigt giver det bedste afkast.
Det fælles budskab fra FN og Obama er, at vi må bremse den globale opvarmning nu, fordi det er sidste chance for en bedre og mere tryg fremtid. Hvis ikke vi hurtigt gennemfører dramatiske adfærdsændringer, kommer klodens tilstand uopretteligt ud af balance!
I Kina har de nu samme erkendelse og satser på meget store grønne investeringer.
I Europa trækker Merkel og Hollande kraftigt i retning af en ambitiøs aftale på COP21-topmødet om klima i Paris til december, der bliver den første store test på viljen til at realisere FN-målene.
Det gælder om at holde verdens regeringer fast på nødvendigheden at handle NU for at nå de store mål, de har opstillet.
Det er den vigtigste opgave, jeg skal være med til at løfte som formand for FN’s 70. generalforsamling i det kommende år.
Mange hilsner
Mogens
Mogens Lykketoft
President-elect of the 70th Session of the UN General Assembly
United Nations
Phone: +1 917 367 6114
E-mail: smoly@ft.dk
Se nyheder fra mig på facebook og på twitter og www.lykketoft.dk
